Ugebrev: Flügger er et skib uden kaptajn og styrmand
Der mangler både styrmand og kaptajn på Flügger-skibet, skriver Økonomisk Ugebrev Formue.
Det overordnede indtryk af Flügger er, at lige nu kan selskabet sammenlignes med et skib, som sejler i tågen uden at hverken kaptajn eller styrmand er helt sikre på, hvor man egentlig er på vej hen. Og måske er man ikke engang enige om det.
Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.
- Flüggers aktiekurs er faldet 15 pct. de seneste to måneder, og så længe selskabets meldinger til aktiemarkedet signalerer usikkerhed og forvirring er der ikke udsigt til at dette tab genvindes, konkluderer ugebrevet, der summerer situationen således:
- Flügger står med en administrerende direktør, som har mindre end et års erfaring i stillingen, en reelt tom plads efter at Stine Bosse har forladt posten i spidsen for bestyrelsen samt ikke mindst budskabet til eventuelle kvalificerede kandidater til formandsposten om, at Ulf Schnacks familieejerskab af Flügger skal tages meget bogstaveligt.
Det vurderes som et rigtig dårligt udgangspunkt for regnskabsåret 2014/15.
Flügger har netop leveret regnskab for årets første kvartal. Det vurderer ugebrevet, som "ringe med tilbagegang i både omsætning og indtjening".
- Det svage 1. kvartalsregnskab var en overraskelse, da det kommer i forlængelse af et årsregnskab, som udviste et stærkt 4. kvartal. Faktisk reddede regnskabsårets sidste kvartal hele regnskabsåret 2013/14, skriver ugebrevet.
Ugebrevet finder, at meget svingende meldinger fra kvartal til kvartal giver et indtryk af, man hos Flüggers ledelse ikke har noget særlig præcist billede af, hvordan det egentlig går.
- En sådan usikkerhed er utryg for investorerne, men den er udmærket i overensstemmelse med den aktuelle ballade på ledelsesniveau og med den uro, det skabte, da Flügger i juni pludselig aflyste udflytningen af administrationen til Polen, vurderer ugebrevet.
Flügger lukkede fredag 1,3 pct. lavere i 369,5 kr.