Fortsæt til indhold
Erhverv

Warren Buffet indrømmer kæmpefejl

En handel i 2006 har kostet en af verdens mest succesfulde investorer over 4 mia. kr.

Når investorguruen Warren Buffet taler, lytter investorerne. Og når han vælger at kaste penge efter en virksomhed, følger mange trop.

Men selvom ”Oraklet fra Omaha”, som Warren Buffet kaldes, har for vane at ramme plet med sine investeringer, traf han i 2006 en beslutning, der har vist sig ganske dyr.

Gennem sit investeringsselskab, Berkshire Hathaway, købte Warren Buffet en stak aktier i den britiske supermarkedsgigant Tesco, og gennem årene har han øget sin aktieandel i selskabet til godt 4 pct.

Det skulle han aldrig have gjort.

I længere tid har Tesco tabt kunder og omsætning til discountkæder som Aldi og Lidl, der nyder stor succes på det britiske marked, og efter nylige afsløringer om kreativ bogføring og et hul i regnskabet på 2,4 mia. kr. er Tescos børsværdi sunket til bunds.

Aktien er halveret på kun et år og har dermed kostet Warren Buffet godt 700 mio. dollars – 4,1 mia. danske kroner.

”Jeg begik en fejl (ved at investere i Tesco, red.). Det var en kæmpefejl af mig,” sagde Warren Buffet for få dage siden i et interview med den amerikanske tv-station CNBC.

Tesco er kommet i et omfattende stormvejr, fordi det har vist sig, at der var snyd involveret, da selskabet tidligere på måneden indrapporterede et overskud for første halvår af 2014 på 1,1 mia. pund (10,4 mia. danske kr.).

Blandt andet var indtægter fra leverandører blevet fremskrevet, og en masse udgifter havde man undladt at bogføre. Derfor måtte Tesco gå bodsgang og nedjustere overskuddet til 850 mio. pund (8,05 mia. danske kr.).

En intern undersøgelse er sat i værk, og fire topledere er indtil videre suspenderet, deriblandt den adm. direktør for selskabets britiske underafdeling, Chris Bush.

Selvom Warren Buffets aktieandel i Tesco er blevet væsentligt mindre værd, behøver han ikke leve på skånekost. Den 84-årige investor har en personlig formue på 400 mia. danske kroner, og hans hjertebarn, Berkshire Hathaway, præsenterede sidste år et rekordoverskud på 19,5 mia. dollars (115 mia. danske kr.).