Amagerbanken-bestyrelsesmedlem: Jeg har dummet mig
Hans Boye Clausen beklager dybt forløbet, hvor han hævede 3 mio. kr. fra private konti.
Bestyrelsesmedlem i Amagerbanken Hans Boye Clausen tager nu bladet fra munden og indrømmer forløbet, hvor han – som beskrevet i Jyllands-Posten - hævede 3 mio. kr. fra private konti i Amagerbanken fredag den 4. februar 2011. I en mail til Jyllands-Posten beklager han nu:
"Jeg vil gerne dybt beklage forløbet overfor de involverede personer, herunder særligt bankens aktionærer og kunder," skriver Hans Boye Clausen.
Beklagelsen kommer, efter at Jyllands-Posten i dag afslørede, hvordan den tidligere AP Pension-direktør hævede sine millioner på bankens sidste åbningsdag – og dagen efter et daglangt krisemøde i bestyrelsen om bankens overlevelse.
Søndag den 6. februar krakkede Amagerbanken, og for første gang i nyere dansk bankhistorie mistede bankkunder en del af de penge, de havde sat i banken, lige som også op mod 70.000 aktionærer led tab.
Jyllands-Posten beskrev i dag, hvordan Finansiel Stabilitet meldte sagen til Finanstilsynet, som derefter videregav sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet. Nu viser det sig, at sagen om Hans Boye Clausens redning af sine private millioner kort før lukketid har fået konsekvenser.
Hans Boye Clausen oplyser, at han den 7. maj 2012 har indbetalt 461.466 kr. til konkursboet efter Amagerbanken, ligesom han også den 2. oktober 2012 har fået en bøde på 25.000 kr. fra Bagmandspolitiet, som han med egne ord ”naturligvis umiddelbart accepterede.”
Hans Boye Clausen er samtidig blevet sat på Finanstilsynets sorte liste. Han er ikke længere ”fit and proper” – altså egnet til et ledelseshverv i finanssektoren, oplyser Hans Boye Clausen i mailen til Jyllands-Posten.
"Finanstilsynet har endvidere meddelt, at jeg ikke længere kan påtage mig hverv som ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed. Og sådan skal det også være," skriver Hans Boye, hvor han fortsætter:
"Jeg har dummet mig. Jeg skal endnu en gang dybt beklage forløbet, men har ikke yderligere kommentarer til sagen”.