Boligbyrden er raslet ned i provinsen
Boligøkonomi: Siden priserne på boligmarkedet toppede, er ydelsen den første måned faldet med op imod 40 pct. for købere i Jylland og Fyn. Det vil hjælpe boligmarkedet i gang, lyder vurderingen.
Det er blevet betydeligt nemmere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet i Jylland og på Fyn.
Den såkaldte boligbyrde er nemlig faldet drastisk i provinsen. På Fyn er boligbyrden i gennemsnit faldet med 39 pct., siden priserne toppede tilbage i 00’erne, mens tallet for Jylland i snit er faldet med mere end 32 pct. Det viser en analyse fra Arbejdernes Landsbank.
»Det er et klart tegn på, at det ikke er gået godt på boligmarkedet i mange år, og man skal nok ikke forvente, at det bliver meget billigere at komme ind på boligmarkedet,« siger Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Hjælper på salget
Boligbyrden er et andet ord for de udgifter, som en boligkøber har i det første år. Udgifterne dækker bl.a. realkreditlån, boliglån i banken, ejendomsværdiskat og grundskyld.
Arbejdernes Landsbank har lavet beregningerne for et gennemsnitligt hus på 130 kvm, der er finansieret med et 30-årigt fastforrentet realkreditlån og et 20-årigt banklån.
Selv om den lave boligbyrde er et udtryk for de dårlige tider på boligmarkedet, forventer man i banken, at den fremadrettet vil være med til at sætte gang i boligmarkedet igen.
»Sammenligner man med toppen, svarer faldet i boligbyrden til, at man i dag kan købe et tilsvarende hus og samtidig have råd til et sommerhus eller to ekstra biler. Det er enorme tal, der er tale om, og det er én af grundene til, at boligmarkedet så småt er på vej op igen,« siger cheføkonomen.
Den lave boligbyrde hjælper boligmarkedet, og det er en del af forklaringen på den bedring, som virker til at sprede sig til de fleste kommuner.Morten Skak, lektor, SDU., lektor, SDU.
Morten Skak, der er lektor og boligøkonom ved SDU, deler denne vurdering.
»Den lave boligbyrde hjælper boligmarkedet, og det er en del af forklaringen på den bedring, som virker til at sprede sig til de fleste kommuner,« siger han.
I ejendomsmæglerkæden Nybolig melder man om stigende salg og kortere salgstider.
»Vi kan mærke, at boligbyrden er faldet. Det er i høj grad noget, der kommer førstegangskøberne til gode,« siger Kim Pauli, pressechef i Nybolig.
Det er faldende renter og lavere boligpriser, der har ført til det store fald i boligbyrden.
Siden priserne toppede i 2006 og 2007, er der i flere af de jyske kommuner skåret ca. 20 pct. af priserne, mens finanskrisen i en håndfuld kommuner på Fyn har hugget ca. 30 pct. af priserne.
Renten trækker ned
Prisfaldet er dog ikke det eneste, der har ført til mindre udgifter for køberne det første år, for siden pristoppen i 00’erne er renterne faldet til historisk lave niveauer. I 2007 lå kuponrenten på et 30-årigt fastforrentet lån på 6 pct., men i dag er den faldet til 2,5 pct. Denne cocktail er derudover blevet krydret med stigende lønninger.
»Det er dog meget forskelligt, hvad der betyder mest i de enkelte kommuner. For selv om priserne i f.eks. Billund er på samme niveau som på toppen, er boligbyrden alligevel faldet med 24 pct.,« siger Lone Kjærgaard.
Stigende grundskyld og højere bidragssatser på realkreditlån har trukket i den anden retning i regnskabet, men de to faktorer har ikke kunnet ændre på, at den månedlige ydelse det første år for købere i gennemsnit er faldet med 27 pct. i Nordjylland siden toppen. I Sydjylland er faldet i snit 33 pct., mens boligbyrden i Østjylland og Midt- og Vestjylland er faldet med 32 pct., og på Fyn er faldet 39 pct.
Lavere ydelse
Omregnet til kroner og øre betyder det, at den månedlige ydelse i gennemsnit er faldet fra 6.982 kr. til 5.124 kr. i Nordjylland. I Sydjylland er tallet faldet fra 8.578 kr. på toppen til 5.727 kr. I Østjylland, der lå på en førsteplads i opgørelsen under pristoppen, er ydelsen faldet fra 10.968 kr. til 7.437 kr.
I Midt- og Vestjylland er den månedlige ydelse faldet fra 7.989 kr. til 5.468 kr., mens den på Fyn er blevet barberet ned fra 9.418 kr. til 5.708 kr. De store fald i boligbyrden betyder, at den nu nærmer sig niveauet fra 2004.
På Fyn er boligbyrden i gennemsnit 2 pct. under niveauet for 10 år siden, mens den i Midt- og Vestjylland og i Sydjylland ligger henholdsvis 3 og 1 pct. over niveauet inden boblen på boligmarkedet. I Nordjylland og Østjylland ligger boligbyrden dog stadig 10 pct. over 2004-niveauet.
»At det nu rundt regnet er lige så billigt som for 10 år siden at sidde i hus det første år på Fyn og i Jylland, er et godt tegn. Her var markedet ikke overophedet, og de afdragsfrie lån var kun lige lagt på hylderne. Det vidner om, at priserne i Jylland og på Fyn har fundet den rette balance,« siger Lone Kjærgaard.
Dårligt nyt for ejerne
Mens den lavere boligbyrde er godt nyt for førstegangskøberne, er den dårligt nyt for boligejerne, der købte tæt på toppen. I Midt- og Vestjylland er priserne i gennemsnit nemlig faldet med 16 pct., og det samme er tilfældet i Sydjylland. I Østjylland er priserne faldet med 18 pct. Boligejerne i Nordjylland er generelt blevet ramt mindst, for her er priserne i snit kun faldet med 9 pct.
»I de dele af landet, hvor priserne ikke er faldet så meget, kan boligejerne glæde sig over udviklingen. For hvis de har lagt lån om eller haft flekslån, har de fået reduceret deres ydelse,« siger Morten Skak.
Værst står det til for boligejerne på Fyn, for her er priserne siden toppen i gennemsnit faldet med 26 pct.
»Der, hvor der har været store prisfald, er det ikke sjovt for boligejerne, for der er rentefaldet kun et lille plaster på et stort sår,« siger Lone Kjærgaard.