Volvo og kineserne slår sig snart sammen
Volvo og kinesiske Dongfeng vil snart gennemføre et lastvogns-joint-venture.
Det skriver den svenske avis Dagens Industri, som har talt med Huang Gang fra den kinesiske bil- og lastvognskoncern Dongfeng.
Volvo og Dongfeng har tidligere meddelt, at de to vil samarbede om erhvervskøretøjer, idet Volvo skal købe 45 pct. af Dongfengs datterselskab Dongfeng Commercial Vehicles, DFCV, for 6 mia. skr. Aftalten er selvfølgelig betinget af kinesiske myndigheders godkendelse.
Dagens Industri skriver, at de to i januar 2014 fik en kinesisk myndigheds godkendelse, men at der fortsat mangler flere godkendelser til at skabe joint venturet.
Volvo er den ledende producent af lastvogne og entreprenørmaskiner i Kina, men de seneste år har Volvo kæmpet med opbremsningen i efterspørgslen fra den kinesiske ejendomssektor.
Dongfeng er et meget kendt selskab i europæisk regi, idet Dongfeng i starten af 2014 blev storaktionær i den kriseramte franske bilkoncern Peugeot. Dongfeng og den franske stat skød hver 800 mio. euro i Peugeot for til gengæld for en ejerandel på 14 pct. Dongfeng har også et 50/50-joint venture med den mindre franske bilproducent Renault.