Fortsæt til indhold
Erhverv

Easyjet vil dele mere af overskuddet med aktionærerne

Aktionærer i Easyjet kan se frem til at få udbetalt mere af virksomhedens overskud.

Ritzau Finans

Ifølge Europas andenstørste lavprisflyselskab vil udbytte-betalingerne fremover udgøre 40 pct. af overskuddet efter skat mod tidligere en tredjedel, skriver Bloomberg News.

Easyjet udnytter samtidig en option på at købe 27 Airbus A320-fly, der skal leveres mellem 2015 og 2018. Optionen stammer fra en købsaftale fra 2002.

Tilføjelsen af de nye fly sker for at styrke selskabet på sine "kernemarkeder", siger administrerende direktør for Easyjet Carolyn McCall.

- Vi bringer nye fly ind i vores flåde, fordi vi fortsat ser et betydeligt antal nye udbytterige muligheder, lyder det fra McCall.

I april 2013 nåede Easyjet-aktien sit hidtil højeste niveau på 1853 pence, men siden er aktien faldet 26 pct. delvist grundet usikkerhed om, hvorvidt selskabet er i stand til at holde væksthastigheden, skriver Reuters.

Easyjet stiger torsdag 2 pct. til 1365 pence.

Artiklens emner
EasyJet