Fortsæt til indhold
Erhverv

Danfoss klar til milliardhandel

Danfoss vil købe den finske virksomhed Vacon for over 7,7 mia. kr.

Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse.

Vacon fremstiller såkaldte frekvensomformere. Det er i dag et marked både Danfoss og Vacon er stærke spillere på, men sammen forventer de, at kunne lede markedet.

Aktionærerne i Vacon vil blive tilbudt, hvad der svarer til 253 kr. pr. aktie. Det giver en samlet købspris for Danfoss på 1,038 mia. euro.

"Efter nøje at have undersøgt Danfoss’ tilbud, har bestyrelsen i Vacon enstemmigt besluttet at anbefale aktionærerne at acceptere det. Vacon er en af de store industrielle succeshistorier, selv i global sammenhæng. Med sammenlægningen vil de to selskaber skabe en global, nordisk baseret aktør – en ny frekvensomformer-forretning med en klar ambition om at skabe en førerposition på markedet," siger Panu Routila, bestyrelsesformand for Vacon, i en pressemeddelelse.

Vacon er en international virksomhed med stærke kompetencer i bl.a. Kina, Indien og USA og har salgs- og serviceorganisationer i 31 lande.

Danfoss har store planer for virksomheden og dens position i Finland. Planen er at gøre Finland til den samlede koncerns globale kompetencecenter inden for power elektronik.

"Kunderne vil få stor gavn af, at de to selskaber samler kræfterne. Det vil gøre os i stand til at bringe endnu mere innovative, konkurrencedygtige og attraktive frekvensomformere på markedet. I dag er Vacon stærkere end nogensinde og går en strålende fremtid i møde sammen med Danfoss," siger amd. direktør i Vacon, Vesa Laisi.

Det er jagten på en rentabel vækst, der har drevet Danfoss ud på opkøbsmarkedet.

"Vi har en klar strategisk ambition om at være blandt de absolut førende inden for de forretningsområder, hvor vi er aktive. Vacon er meget stærk og innovativ og ved at skabe denne nye spiller, sikrer vi langsigtet vækst og udvikling," siger Niels B. Christiansen, adm. direktør for Danfoss.

Købet er fortsat betinget af myndighedernes accept samt at Danfoss køber over 90 pct. af aktierne i Vacon.

Artiklens emner
Danfoss