Kähler-direktør: Der kommer ikke flere vaser
Jubilæumsvasen fra Kähler bliver, trods kundestorm, ikke produceret i flere eksemplarer.
Tusindvis af danskere forsøgte i går forgæves at få fingre i den eftertragtede jubilæumsvase fra Kähler. Og de må se langt efter den, for vasen bliver ikke produceret i flere eksemplarer, siger adm. direktør i Kähler, Jesper Holst Schmidt.
"Vi laver aldrig flere vaser med denne unikke glasur, selvom der er så stor efterspørgsel. Fra et kommercielt synspunkt er det selvfølgelig svært at stå at kigge på, at man kunne sælge så mange flere vaser, men vi har lovet forbrugerne, at jubilæumsvasen er eksklusiv og kun kommer i begrænset oplag," siger han.
Udmeldelsen kommer efter, at Imercos hjemmeside mandag blev lagt ned af 16.000 brugere, der alle sammen sad klar til at købe vasen fra kl. 10 om morgenen. Det bragte Imerco ud i et stormvejr af sure Facebook-kommentarer.
Blandt andet skriver Anne Mader følgende opslag på hjemmesiden:
De flere tusind negative kommentarer bedrøver Jesper Holst Schmidt.
"Det er jeg utroligt ked af, både på kundernes vegne og på Imercos vegne, som får den her dårlige oplevelse. Hverken Imerco eller Kähler havde nogen som helst tanke om, at vasen skulle blive så stor en succes. Det var umuligt at forudsige," siger han.
Hvor mange vaser, der blev produceret og sat til salg, vil Jesper Holst Schmidt ikke ud med. Men langt de fleste vaser blev solgt til kunder, der allerede havde bestilt vasen i god tid.
"Informationen om, at vasen ville komme, ramte nettet engang i juni, og da vasen så kom til salg, har rigtig mange været nede i butikkerne og forudbestilt den. Så den kom aldrig rigtig til salg i butikkerne, for den var allerede væk," siger han.
De mange kunder, der ingen vase fik, kan dog glæde sig over en mindre udgave på 12,5 cm, der bliver sat til salg i november.