Banker går sammen om at redde Argentina
Gammel statsgæld og stædige kapitalfonde har fået Argentina i betalingsstandsning.
En gruppe af internationale banker og investorer er gået sammen i en storstilet redningsaktion, der skal få Argentina ud af den finansielle kattepine, der betyder, at landet ikke kan betale renter og afdrag på sin gæld.
Det fortæller den argentinske milliardær, Eduardo Eurnekian, der har fået en henvendelse om sagen fra bankerne med Citigroup i spidsen, til Bloomberg News.
Bankerne søger ifølge nyhedsbureauet investorer, der er villige til at købe gammel argentinsk gæld fra før statsbankerotten i 2001 fra investorer anført af milliardæren Paul Singers hedgefond Elliott Management.
Skal betale alle
Elliott Managment har i en opsigtsvækkende afgørelse ved en amerikansk domstol fået rettens ord for, at Argentina ikke må betale renter og afdrag på den gæld, der blev restruktureret i forbindelse med statsbankerotten i 2001, før landet har betalt den gæld, som Singer og hans hedgefond ejer. Hedgefonden og andre investorer nægtede dengang at gå med i restruktureringen af Argentinas statsgæld og har i stedet kæmpet for at få deres fulde tilgodehavende på 1,5 mia. dollar, hvilket en amerikansk domstol altså har bestemt, at de skal have, før andre kreditorer kan få deres penge.
Derfor er Argentina nu ude af stand til at betale sine kreditorer, og sidste måned missede landet en betaling på 539 mio. dollar.
Men selvom Elliott Management altså har rettens ord for, at fonden skal have 100 pct. af sit tilgodehavende, så mener en bankmand med kendskab til forhandlingerne ifølge Bloomberg, at fonden vil være villig til at sælge obligationerne for 80-85 pct. af deres pålydende værdi.
Kan få lukrative opgaver
Bankerne har på deres side en klar interesse i at hjælpe Argentina tilbage på fode. Ikke alene vil det øge værdien af den restrukturerede gæld, som der i øjeblikket ikke bliver betalt renter og afdrag for, det vil sandsynligvis også give de deltagende banker gode kort på hånden i forhold til at skaffe sig en del af de indbringende opgaver, når Argentina igen skal udstede statsgæld.
Ud over Citigroup skal også JPMorgan, HSBC og Deutsche Bank ifølge Bloomberg være involveret i forhandlingerne med investorerne. De fire banker er størst på markedet for udstedelsen af sydamerikansk statsgæld ifølge data, som Bloomberg har indsamlet.