Kystturismen skal udvikles
Arbejdet med at trække turister til Danmark skal fra 1. januar organiseres på en helt ny måde.
Indsatsen skal styres af tre nationale udviklingsselskaber - og det ene af dem får hovedsæde i Nordjylland.
Det har regeringen og Danske Regioner netop aftalt, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
De tre udviklingsselskaber skal fokusere på dansk kyst- og natur-turisme, på erhvervs- og mødeturisme samt på storbyturisme. Det er det førstnævnte selskab, der skal styres fra Nordjylland.
Formålet med de tre selskaber er ifølge aftalen "at samle indsatsen på tværs af aktører og geografi", så "nationale initiativer fremover blive koordineret gennem de tre nye udviklingsselskaber".
Stærkere enheder
Direktør Dorte Stigaard fra Region Nordjylland siger, at aftalen endnu er så ny, at regionen ikke fuldt ud kender til konsekvenserne af omstruktureringen. Eksempelvis står det ikke klart, om der fortsat vil være et rent nordjysk selskab på turistfronten som VisitNordjylland.
- Det skal vi finde ud af i de kommende måneder, siger direktøren til NORDJYSKE.
- Formålet er at skabe enheder, der er større og dermed stærkere. Det giver på mange måder god mening, men det er vigtigt ikke at smid e barnet ud med badevandet. Vi skal tale os frem til en balance, der gør det muligt både at markedsføre den jyske vestkyst mere slagkraftigt og at bevare den særlige profil, Blokhus eller Lønstrup har, siger Dorte Stigaard.
Hovedsæde i Nordjylland
Hun glæder sig under alle omstændigheder over, at hovedsædet for det ny selskab for kyst- og naturturisme placeres i Nordjylland.
- Vi har rigtig mange kompetencer på dette felt, så det giver absolut god mening, siger hun til NORDJYSKE Stiftstidende.
Samtidig med at Nordjylland ifølge aftalen bliver hovedaktør i det ene selskab, vil ikke mindst Aalborg også have interesser i de to andre selskaber, der skal udvikle henholdsvis mødeturisme og storbyturisme.
Selskabet for kyst- og naturturisme skal ifølge aftalen skabe vækst, så der efter 10 år med konstant tilbagegang kommer flere udenlandske turister ved de danske kyster. I aftalen slås det fast, at tilbagegangen skyldes en kombination af blandt andet " øget konkurrence fra den tyske Østersøkyst, det generelt høje danske prisniveau samt en lav grad af innovation og kvalitetsudvikling i det samlede danske turismeprodukt."
Drives med støtte
Udviklingsselskabet oprettes ved "en samling af de relevante aktiviteter i de regionale turismeudviklingsselskaber VisitNordjylland, Midtjysk Turisme og Østdansk Turisme. Turismeudviklingsaktiviteterne vedrørende kyst- og naturturismen i Region Syddanmark lægges ligeledes ind som en del af det fælles udviklingsselskab for kyst- og naturturisme. Bornholms Regionskommune kan vælge at deltage i udviklingsselskabet," hedder det.
Staten giver for 2014 og 2015 20 mio. kr. til etablering og drift af selskabet, der også får ansvar for etableringen af henholdsvis et Vestkystpartnerskab og et Østersøpartnerskab med inddragelse af de lokale/kommunale aktører.
Herudover skal selskabet drives med støtte fra kommuner og fra de regionale vækstfora.