Kortere leasingperioder vinder frem
Muligheden for hurtigere at komme ud af en aftale tiltaler private bilejere.
De danske bilejere er igen ved at få mod på at privatlease bilen. En af grundene er, at der nu er flere muligheder for at lease bilen for kortere perioder, med mindre eller helt uden engangsydelse og i nogle tilfælde også uden kreditgodkendelse.
Blandt bilmærkerne har BMW meldt sig med leasingperioder fra 12 måneder, mens Peugeot begynder ved 18 måneder. Men samtidig tilbyder udlejningsselskaber leasing i endnu kortere perioder.
Stigende interesse for leasing
Hos brancheorganisationen Finans og Leasing fortæller direktør Christian Brandt, at det er hans opfattelse, at der blandt bilejerne er en stigende interesse for privatleasing.
Men da organisationen kun opgør tallene kvartalsvis, har man endnu ikke tal fra i år. Til gengæld var interessen for privatleasing stigende gennem hele 2013.
I fjor leasede organisationens medlemmer 5.136 biler ud, mens tallet i 2012 var 4.526. Til gengæld er der langt op til de 8.493 biler, der blev leaset ud i 2011.
Bilsalg fortsat højt
Til gengæld underbygger tal fra De Danske Bilimportører tendensen. Bilimportørerne har i dag offentliggjort tal for bilsalget i februar, og i den måned købte danskerne 14.759 nye personbiler. Det er et meget stort tal, der da også ligger 20 pct. over det tilsvarende tal for 2013.
Men alligevel overgår væksten i leasingbiler den generelle vækst i markedet. I årets to første måneder er der blevet leveret 7.481 leasingbiler mod 5.327 i samme periode 2013.
Leasingbilerne udgør næsten 25 pct. af det samlede bilsalg.
Ønske om større fleksibilitet
"Der er dog stadig tale om en mindre marked end for et par år siden, da vi var oppe på cirka en tredjedel. Men leasing har måske fundet et mere naturligt leje, og 25 pct. er stadig et højt tal," lyder det fra Tejs Laustsen Jensen, der er chefkonsulent hos De Danske Bilimportører.
Han tilføjer, at det stadig er erhvervslivet, der udgør den tunge post inden for leasing.
"Det er nok naturligt, fordi der typisk er tale om større og lidt dyrere biler. Til gengæld tror jeg også, at både erhvervsliv og private vil vende sig mod lidt kortere leasingperioder. Det skyldes ønsket om at have så stor fleksibilitet som muligt," tilføjer Tejs Laustsen Jensen.
På vej op af hullet
Også Christian Brandt forventer, at markedet vil stige i år.
"Så som branche er vi på vej op af det hul, vi har været nede i. Der er også flere bilmærker, som har taget privatleasing op igen, og samtidig har vi set nogle udspil med kortere leasingperioder," siger Christian Brandt.
Nogle af de mærker er Volkswagen, Ford, BMW og Peugeot.
Samtidig henviser han til, at leasingbranchens samarbejde med bilistorganisationen FDM om leasingkontrakternes udformning har været med til at give kunderne større sikkerhed.
"Det virker efter hensigten, så flere føler sig tryg ved privatleasing," forklarer Christian Brandt.
Minileasing breder sig
Desuden peger han på, at flere udlejningsselskaber i større eller mindre omfang også har taget leasing til sig, så kunderne eksempelvis kan lease en bil for nogle få måneder.
"På den måde smelter udlejning og leasing mere sammen. Udlejning er ikke længere kun at leje en bil i lufthavnen," vurderer Christian Brandt.
Det skal dog ikke tages til indtægt for, at han vurderer, at de private leasingkunder i højere grad vil søge mod de kortere leasingperioder.
"Det mest almindelige er stadig leasingperioder omkring tre år, og det vil typisk også være det, der giver den laveste kilometerpris," siger Christian Brandt.
Kraftig stigning hos Avis
Udlejningsselskabet Avis er et af de selskaber, der har tage minileasing til sig. Her kan kunderne lease en bil fra 1-36 måneder uden startgebyr og binding af kapital.
Den administrerende direktør, Kasper Gjedsted, vil ikke oplyse, hvor mange biler selskabet leaser ud. Men han oplyser, at væksten i det seneste år har været på 40 pct.
"Vi kan lease en bil ud fra 98 kr. om dagen. Det er billigere end med tog, og der er ikke nogen binding ud over en måned. Efter den tid kan kunderne så at sige stille bilen fra sig. Samtidig er alle udgifter - minus brændstof - med hos hos. Det gælder forsikring, dæk, ejerafgift, vejhjælp og erstatningsbil. Det er udgifter, som typisk kommer oven i månedsprisen ved almindelig leasing," fortæller Kasper Gjedsted.
"Samtidig kræver vi ikke nogen engangsydelse, og folk kan lease bilen, hvis de har et kreditkort. Så har vi ikke noget behov for en kreditgodkendelse, for den har udstederen af kreditkortet allerede foretaget," siger Kasper Gjedsted.
To store kundegrupper
Han fortæller, at konceptet især tiltaler to typer af kunder.
"Erhvervslivet benytter ordningen, når man eksempelvis skal stille en bil til rådighed for en ny medarbejder med en prøveperiode. Dermed kan firmaet undgå at binde sig for tre år, hvis man mod forventning ikke har fået ansat den rette medarbejder.
Den anden store gruppe er private, der er lidt usikre på, hvor de står om et år eller to. Det kan være fordi, de er usikre på arbejdssituationen, eller fordi de måske er usikre på det fremtidige kørselsbehov," forklarer Kasper Gjedsted.
Erhvervsleasing står stærkt
Erhvervsleasing ligger stadig på et højt niveau.
"Når vi regner personbiler, varevogne og lastbiler med, er det nok hver anden bil til erhvervslivet, der leases. Så på det område står vi ekstremt stærk.
Erhvervslivet har en lang tradition for leasing, og vi mener jo, at også flere private kan have gavn af de fordele, der er. Eksempelvis at man ikke skal bekymre sig om bilens gensalgsværdi," siger Christian Brandt.
Rift om premiummærker
For brugtmarkedet ventes den stigende interesse for privatleasing ikke at få nogen betydning.
"Det vil måske betyde, at der kommer flere biler på brugtmarkedet. Men vi ved det ikke, for det afhænger af, hvor mange af de brugte leasingbiler, der sendes ud af landet," forklarer Jan Lang, der er analytiker for bilhandelspladsen Bilbasen.dk.
Han betegner det som positivt, at der med kortere leasingperioder vil kommer flere nyere biler ud på markedet. Hidtil har den traditionelle leasingperiode været på tre år.
"Men der er meget stor efterspørgsel på de såkaldte premiummærker som Audi, BMW og Mercedes, fordi der er få af disse biler på markedet," tilføjer Jan Lang.