Fortsæt til indhold
Erhverv

Toyota tester trådløs opladning

Nyt system skal ifølge Toyota fjerne bøvlet med et ladekabel.

Det skal være lettere at lade plug-in hybriderne op.

I stedet for at bøvle med ladekabler skal ejeren blot køre bilen ind over en plade på parkeringspladsen. Så sker opladningen gennem en tilsvarende plade under bilen. Pladerne fyldes cirka 50 kvadratcentimeter.

Det er den japanske bilproducent Toyotas bud på fremtidig opladning af plug-in hybridbiler, og systemet skal nu testes af privatpersoner i Japan. Senere følger tilsvarende test i Europa og USA.

Det kræver præcis parkering

Det trådløse ladesystem fra Toyota kaldes for magnetisk resonans teknologi. Systemet består af to plader - en på underlaget og en under bilen. Ved hjælp af ændringer i magnetfeltet mellem senderen i underlaget og modtageren i bilen overføres strøm til bilen.

Pladen i underlaget er tilsluttet en styreboks, der kan sammenlignes med en ladestander.

Opladningen fungerer dog kun optimalt, hvis de to plader befinder sig direkte over hinanden.

Parkeringsassistent hjælper

Derfor har Toyota også udviklet et særligt parkeringsassistent-system, som viser, hvor i parkeringsbåsen den magnetiske plade er placeret.

"På længere sigt kan man også forestille sig, at bilerne kan lade op, når de holder for rødt lys, eller hvis de kører i en særlig bane for elbiler. I Norge har man indført, at elbilerne kan køre i busbanerne," fortæller Anders Tystrup, der er pressechef for Toyota i Danmark.

Han ved endnu ikke, om Danmark kommer med i Toyotas række af forsøg.

"Det vil nok være oplagt at gøre forsøg i lande, hvor plug-in hydriderne er populære. Det er eksempelvis tilfældet i Norge og Holland," tilføjer Anders Tystrup.

Det begynder i Japan

Toyota indleder nu forsøgene i Aichi-provinsen i Japan. Her skal tre familier være testpersoner i hverdagssituationer.

"Testperioden skal vare et års tid. I den periode vil Toyota indsamle informationer om, hvor let systemet er at bruge, i hvilke situationer det ikke fungerer optimalt og hvor tit og hvor længe ad gangen man oplader bilerne," fortæller Anders Tystrup.

Han tilføjer, at det trådløse system vil kunne oplade Prius hybridbilerne på 90 minutter. Det er samme tid, som det tager med et ladekabel.

"Den trådløse opladning kendes fra bl.a. smartphones, men så vidt vi er orienteret, er det første gang, det testes på personbiler," siger Anders Tystrup.