Fortsæt til indhold
Erhverv

Spareplan rammer Vestas' kantine

115 medarbejdere hos vindmølleselskabet Vestas får ny arbejdsgiver.

Ledelsen hos Vestas kæmper fortsætter sin kamp for at gøre selskabet rentabelt.

Den proces rammer nu kantiner og rengøringspersonale i Vestas' afdelinger i Danmark.

Fra den 16. december overtager serviceudbyderen Compass Group både driften af de nævnte områder samt de 115 ansatte, der er beskæftiget der.

"Det er et naturligt skridt i vores strategi, hvor vi i højere grad fokuserer på vores kerneforretning og samtidig sænker de faste omkostninger og gør Vestas mere tilpasningsdygtig.

Vi er meget tilfredse med at have indgået en aftale, der betyder, at samtlige medarbejdere på området bliver beskæftiget af Compass Group," siger senior vice president Roald Steen Jakobsen fra Vestas' People & Culture-afdeling i en pressemeddelelse.

16.000 ansatte

Områderne bliver allerede i dag håndteret af eksterne leverandører, men nu kommer det altså også til at gælde for medarbejderne på Vestas' lokationer i Ringkøbing, Lem, Videbæk og Aarhus, hvor hovedsædet og udviklingscenteret er placeret.

Outsourcing-beslutningen er en del af en større spareplan, der skal barbere 3 mia. kr. af omkostningsbasen i selskabet og ligeledes bringe antallet af medarbejdere ned på 16.000 ved årets udgang.

Compass Group i Danmark er blandt landets største servicevirksomheder med 4.000 ansatte.

Vestas solgte i september to fabrikker og fire støberier til et tysk industriselskab. Dengang fik omtrent 1.000 medarbejdere ny arbejdsgiver.