Så er E.ON klar med 770 ladestandere
De sidste ladestandere i Jylland kommer i drift tirsdag.
Med undtagelse af nogle få ladestandere, som skal repareres, er energiselskabet E.ON nu driftsklar med de tidligere Better Place-ladestandere, som E.ON har overtaget fra konkursboet efter Better Place.
Standerne på Sjælland og Fyn er allerede i drift, og tirsdag kommer de sidste standere i Jylland med. Det fortæller Tore Harritshøj, der er administrerende direktør for E.ON Danmark.
"Der er nogle få ladestandere, som lige skal repareres, fordi der er opstået en defekt, mens de har stået inaktive. Men ellers er alle ladestanderne nu klar igen," fortæller Tore Harritshøj.
Simkort skiftet ud
E.ON har umiddelbart kunnet overtage standerne, som de var, men det har været nødvendigt at udskifte et simkort, som bruges til kommunikationen med brugerne.
"Derfor har vi været nødt til fysisk at være ude ved alle standere," forklarer direktøren.
Selskabet er også klar med abonnementsordninger til både de tidligere Better Place-kunder og nye kunder. Prisen for et månedsabonnement begynder ved 99 kr., mens abonnementsprisen for en hjemmelader med godtgørelsen på strømprisen er 249 kr. Læs mere om abonnementerne her.
Afregning per kilowatt-time
Opladning ved de offentlige standere koster 3,25 kr. per kilowatt-time.
I modsætning til Better Place-abonnementerne, hvor kunderne købte en pakke med et vist antal kilometer, afregner E.ON per kilowatt-time. E.ON har valgt den løsning, fordi ikke alle Better Place kunder fik udnyttet de købte kilometer.
E.ON arbejder desuden på en løsning, hvor elbilejere også uden abonnement kan få bilen ladet op ved de offentlige standere.
350 offentlige ladestandere
E.ON har overtaget cirka 770 ladestandere fra Better Place. De fordeler sig med 275 ladere hos virksomheder, 150 ladere hos private og 350 offtentlige ladestandere.
Af dem er 200 placeret i det storkøbenhavnske område. De resterende ladestandere er opstillet i Aarhus, Aalborg, Trekantsområdet og større provinsbyer. Sammen med Øresundsregionen med det sydlige Sverige er det de områder, som E.ON i første omgang satser på. Senere vil E.ON udbygge sit ladenetværk, i takt med at behovet opstår.
Renault Zoe må vente
E.ON-standere kan med et enkelt forbehold oplade alle elbiler på det danske marked.
Forbeholdet er Renault Zoe. Inden den kan oplades fra ladestanderne, skal der foretages en ændring på standerne.
"Standerne er lige nu ikke direkte kompatible med Renault Zoe, men vi arbejder på det. Der skal foretages en mindre ændring på standerne, og det forventer vi at have gennemført inden årets udgang. Derefter vil laderne være klar til alle elbiler på markedet - også de ny der kommer næste år," siger Tore Harritshøj.
Det er bl.a. biler som Volkswagen e-Golf, BMWi3, Mercedes B-klasse, Nissan e-NV200 og Tesla.