Jydekrogen gør sig ikke i Whiskybæltet
Og en firmabil skal være grå eller sort, viser tal fra bilimportørerne.
En jydekrog - eller et anhængertræk - gør sig ikke rigtigt på en cabriolet eller en coupé. Omvendt skal en firmabil være sort eller grå.
Det er nogle af de mere kuriøse konklusioner, der kan uddrages af statistik fra De Danske Bilimportører.
Københavnere, nordsjællændere og Bornholmere har i mindre grad end bilisterne i resten af landet behov for at have anhængertræk på bilen.
Nordjyder vil have træk
Til gengæld er behovet langt mere udbredt i Nordjylland.
Tallene viser, at der på Bornholm og i København/Nordsjælland kun er anhængertræk på 10-15 pct. af de biler, der er blevet indregistreret i første halvdel af 2013.
I Nordjylland er tallet 25-30 pct., mens det i resten er landet ligger på 20-25 pct.
Når det gælder den samlede bestand af personbiler og campere er der anhængertræk på 30-40 pct. af bilerne i Region Hovedstaden, 50-60 pct. af bilerne i Region Nordjylland og Region Sydjylland, mens tallet for regionerne Midtjylland og Sjælland ligger på 40-50 pct.
Cabrioleter i Nordsjælland
Tallene fra bilimportørerne viser også, at 61 pct. af de cabrioleter og 42 pct. af de coupeer, der er blevet indregistreret det seneste år, er indregistreret i Region Hovedstaden.
Midtjylland følger efter med henholdsvis 17 og 26 pct. Færrest er der i Nordjylland med henholdsvis 3 og 6 pct.
| Procentvis andel af registreringerdet seneste år | |||
|---|---|---|---|
| Region | Cabriolet | Coupé | Total |
| Hovedstaden | 61,07 | 42,54 | 50,43 |
| Midtjylland | 17,11 | 26,62 | 22,57 |
| Nordjylland | 3,36 | 6,47 | 5,14 |
| Sjælland | 5,70 | 9,45 | 7,86 |
| Syddanmark | 12,75 | 14,93 | 14,00 |
Kilde: De Danske Bilimportører
Forskel på farver
Når det gælder bilernes farver, er der stor overensstemmelse mellem firmaernes, kvindernes og mændenes valg.
Grå, hvide og sorte biler er de foretrukne hos både kvinder og mænd. Lidt flere mænd end kvinder foretrækker grå, mens lidt flere kvinder end mænd går efter en hvid bil.
Efter de tre farver følger rød, som er mere populær blandt kvinderne end hos mændene.
To farver til firmabiler
Når det gælder firmabiler, er der endnu mindre trang til farvelade. Her er grå og sort de populære farver, der hver tegner sig for en tredjedel af firmabilerne. Det gælder over hele landet. Firmabiler kan dog også være hvide. Det er knap hver sjette af dem.
Til gengæld dur grønne, gule, violette og orange biler overhovedet ikke som firmabiler.
Lidt mere spræl på små biler
"Firmaer holder traditionelt fast i de sorte og grå biler. Det passer ikke rigtigt med en lidt større direktionsbil i orange," forklarer Tejs Laustsen Jensen, der er chefkonsulent hos De Danske Bilimportører.
De mere traditionelle farvevalg er også dominerende hos de private bilkøbere.
"Men i takt med de små bilers voldsomme popularitet, ser vi også et større udbud af farver. De små biler er blevet lidt af en livsstil, og mange købere vælgere så at sætte deres personligt præg på bilen med spejle, indtræk og farveelementer, der enten matcher bilens farve eller er kontrastfarver," tilføjer Tejs Laustsen Jensen.
Hvad gør man af en trailer?
De små biler er også en del af forklaringen på de geografiske forskelle på behovet for anhængertræk.
"Tallene viser, at betegnelsen "jydekrog" ikke er taget ud af den blå luft. Men der er nok også et større behov. Hvis man bor i en lejlighed på stenbroen i København, er den lille bil måske mere anvendelig.
Desuden er der et praktisk problem med, hvad man gør af en trailer. Når man køber en lille bil, er det fordi man har gjort op, at man ikke skal køre med campingvogn eller trailer," forklarer Tejs Laustsen Jensen.
"I øvrigt er det på nogle af de små biler slet ikke muligt at montere et anhængertræk," tilføjer han.