Spillet er ude

Entreprenør Kurt Thorsen var med ét på banen igen.

Med et sensationelt comeback på de bonede gulve i dansk erhvervsliv, som dagbladet Politiken skrev for tre uger siden.

Og sådan så det faktisk ud.

Otte år efter, at han gik ned med et halvt hundrede selskaber og massiv gæld, dukkede han pludselig op på ny. Fra at være en færdig mand fremstod Kurt Thorsen igen i sin yndlingsrolle som selvsikker storspiller og imperiebygger på det danske og internationale ejendomsmarked.

Det, Thorsen havde gang i, var stort - rigtig stort endda. Det lignede det rene Matadorspil - med et indkøb af aktieselskaber, grunde, hoteller og erhvervsejendomme, der fik alle andre omkring brættet til at blegne.

Men de milliardgarantier, der skulle finansiere det sensationelle comeback - garantier fra pensionskassen PFA - var, da det kom til stykket, ikke mere værd end matadorpenge.

Og at der er begået kriminalitet i forbindelse med finansieringen af Thorsens børsraid, hersker der ikke den ringeste tvivl om.

Rasmus Trads, den nu forhenværende og fængslede PFA-direktør, der har haft ansvaret for pensionskassens byggeafdeling, har aflagt fuld tilståelse. Han har erkendt, at han har fusket og bedraget og med falske underskrifter udstedt garantier, der langt overgik, hvad han havde kompetence til i forhold til PFA's bestyrelse og øvrige direktion.

Garantier, der skulle finansiere Kurt Thorsens juleindkøb på det danske aktie-og ejendomsmarked.

Hvad der endnu ikke står klart er, om Trads har handlet alene. Spillets hovedperson, Thorsen, har nægtet sig skyldig. Og inden han i går blev fremstillet i dommervagten, fastslog hans forsvarer, advokat Ebbe Mogensen, at Thorsen er villig til at »stille alle sine sagsakter til rådighed for politiet«.

For, som advokaten sagde, »han har ikke noget at skjule«.

Thorsen løj

Dramaet om Thorsen, Trads og garantierne med de forfalskede underskrifter udvikler sig fortsat, time for time. Men det kan, uanset hvad der fremover sker, slås fast, at Kurt Thorsen har løjet:

Han løj, da han onsdag den 6. januar hævdede, at hans storindkøb af aktier i selskaber som Gefion og Norden var fuldt finansieret af udenlandske investorer. Sandheden var, at han havde købt ind på klods med falske milliardgarantier fra det pæredanske selskab PFA som sikkerhed.

Og Kurt Thorsen løj tilsyneladende også over for PFA's egen bestyrelsesformand, Jørgen Mølvang, for en uge siden med en påstand om, at der ikke var det ringeste grundlag for rygter om, at hans aktuelle finanscirkus var baseret på garantier fra netop PFA.

Dér står sagen i dag - sovset ind i bedrageri, løgn og falske garantier samt et netværk af selskaber, hvis ejerkreds og finansielle forbindelser fortoner sig i det uvisse. Og billedet af Thorsen som den joviale, glade og meget utraditionelle - men også hæderlige - jyske entreprenør er for længst krakeleret.

Det er kommet bag på langt de fleste, at han - som hævdet af kriminalpolitiet - skulle have medvirket til bedrageri. Thorsen er, som hans tidligere rådgiver Robert Koch-Nielsen siger til Jyllands-Posten, »ingen forbryder-type«.

Omvendt har mange travlt med at tage afstand fra ham. Nogle godter sig ligefrem i skadefryd. Andre hvisker om »psykopatiske træk«. Og så bliver der draget sammenligninger med snart sagt alle kontroversielle typer, fra Klaus Riskær Pedersen til Anna Castberg.

Kong Kurt

Spørger man rundt, kan man fortsat høre meget godt om Kurt Thorsen: Han er charmerende, imødekommende, underholdende, gavmild, kreativ og fuld af gode ideer.

Ingen kan bestride, at han står bag noget af det bedste boligbyggeri i landet - tegnet af en række af vore mest talentfulde arkitekter og opført i udsøgte materialer.

»Det er dét, der interesserer Thorsen, og det skal han have ros for,« som den københavnske advokat Niels Arthur Andersen siger.

Men der er en skyggeside, og den kender Niels Arthur Andersen bedre end de fleste.

Advokat Andersen har på kreditorernes vegne brugt en god del af det seneste årti på at afvikle resterne af Thorsens seneste store finans-, bygge-og ejendomseventyr fra firserne - og udrede trådene fra selskaber som "Kurt Thorsen Totalentreprise A/S", "Kurt Thorsen Holding A/S" og et halvt hundrede andre A/S'er i ind-og udland.

Kurt Thorsens store nedtur dengang er velbeskrevet - med den berømte og groft overbelånte bare mark uden for Århus som en af de mere underholdende brikker i det spil.

Realkreditselskabet BRF måtte indkassere et tab på 48 mio.kroner alene på den mark - længe efter, at både selskabets daværende direktør og bestyrelsens formand var røget ud i kulden. Unibank sidder stadig tilbage med et minus på en lille halv milliard. Og ikke for ingenting fik Thorsen tilnavnet "Kong Kurt".

Afviklingen af det internationale forretningsimperium, Kurt Thorsen opbyggede i fattigfirserne, er først nu ved at blive tilendebragt. Og den ansvarlige advokat, Niels Arthur Andersen, siger:

»Facit er, at Kurt Thorsen i sit kølvand har efterladt en stribe af underskud, der ikke kan bortforklares alene ved at henvise til konjunkturudsving eller dårlige tider for byggeriet. Han har været kreativ, ja, men han har samtidig forårsaget massive tab for hovedparten af de investorer, der har betroet ham midler og opgaver.«

Ifølge Niels Arthur Andersen er Thorsen manden, der hele tiden sætter nye projekter i gang - men som kun yderst sjældent følger dem til dørs.

Han er, siger advokaten, »fuldstændig ustruktureret«. Han flyver og farer og kommer altid for sent. Han overholder praktisk talt aldrig tidsfrister, hvad enten det drejer sig om møder, byggerier eller betalinger. Og det hårde slid, som er en del af enhver byggeplanlægning, med at forhandle kontrakter, priser, licitationer og lejeaftaler overlader han helst til andre.

Kurt Thorsen er, siger Niels Arthur Andersen, kort og godt »aldeles uansvarlig i pengesager« - og der er vel at mærke oftest tale om sager, hvor Thorsen handler for andre menneskers penge:

»Han er utraditionel, ja, og et musisk menneske, bestemt. Og så er han utrolig morsom i selskabslivet. Men det kan man jo sjældent leve af, med mindre man vil være pauseklovn,« siger han.

»Jeg savner derimod fortsat dokumentation for, at Kurt Thorsen er en forretningsmand, der er i stand til at tjene penge til de investorer og aktionærer, som har betroet ham deres midler. Han interesserer sig, tror jeg, dybest set slet ikke for at tjene penge.

Han interesserer sig til gengæld i høj grad for at have rådighed over penge - og han er bedre end en mellemøstlig oliemilliardær til at bruge dem,« siger Niels Arthur Andersen.

Født til noget stort

Det er en del af manden Kurt Thorsen - hvis det da ikke ligefrem er Kurt Thorsen:

Siden han i 1982 forlod Århus Universitet lige før den afsluttende jura-eksamen, har hans tilværelse formet sig som én lang kamp for at opnå den respekt i erhvervslivet, som hans afdøde far - fabrikant G.A.L. Thorsen, bedre kendt som Gale Thorsen - aldrig opnåede.

G.A.L. Thorsen - leveringsdygtig i alt fra stålvaske og radiatorer til olie, jord, ejendomme og stegepander - gik fallit. Forinden havde han dog overført betydelige værdier til sin hustru udfra visheden om, at »de må tage det hele, bare ikke min kone«.

Men "Unge Kurt" fik fra barnsben indpodet, at han skulle drive det til noget stort. »Den dreng er så klog, at han må gå med bånd om hovedet,« fastslog faderen engang. Og enebarnet Kurt Thorsen følte sig efter eget udsagn stærkt forpligtet til at leve op til faderens ambitioner.

De, der kender ham, taler om en personlighed, der tydeligt bærer præg af, at Thorsen er vokset op i et miljø, hvor det var opfattelsen, at penge åbner alle døre. Som en gammel ven og forretningsforbindelse siger det:

»Kurt Thorsen er bedøvende ligeglad med, om der står plus eller minus 600 millioner på hans private bankbog. Han vile først for alvor blive bekymret i det øjeblik, ingen længere ville stille penge til hans rådighed.«

Eget privatfly

Da det gik godt for den unge Thorsen i slutningen af 1980'erne, fløj han Europa rundt i egen privatjet. Han nød godt af bankernes og kreditforeningernes indbyrdes kamp om, hvem der - primært ved at låne flest penge ud - kunne blive størst på markedet. Thorsen red højt på den volumen, han boede kun på de fineste adresser og spiste kun de dyreste steder - gourmetrestauranten Gammel Åbyhøj ved Århus for eksempel, som han ganske enkelt købte en dag.

Der er mange små historier fra dengang, og de fleste af dem er ikke engang løgn:

»Der var ganske enkelt ikke noget loft i Thorsens verdensbillede,« siger advokat Niels Arthur Andersen.

»Det var der ikke dengang, og det synes der ikke at være nu.«

Det står klart for de, der har tilhørt hans kreds af betroede, at den ekstravagante livsstil aldrig har været et mål i sig selv. Den har været en del af en større strategi med det mål at skaffe - eller snarere købe - kontakter i pengestærke kredse. Og gerne kontakter, der kom i et gælds-eller afhængighedsforhold til Kurt Thorsen.

En klemme på én

En kilde, der var tæt på Kurt Thorsen for en halv snes år siden, siger:

»Jeg tror, at alle, der har gjort forretninger med Thorsen, er blevet duperet over hans karisma - og hans generøsitet. Men en dag vågner man op og er klar over, at man er blevet købt. På en eller anden måde får Thorsen altid en klemme på en.«

Der er stribevis af eksempler på, hvordan Thorsen med rundhåndede ydelser har sikret sig positiv omtale, indflydelse og loyalitet:

Det er sådan, Kurt Thorsen arbejder. Med store armbevægelser, dyre middage, de fineste vine - og så kaffe og kontanter til sidst, hvis det er dét, der skal til.

Og det er måske i det lys, hele affæren om PFA-direktøren Rasmus Trads og hans falske garantier skal ses:

Trads har tilstået, så meget er kendt - og motivet skulle have været et løfte om en vellønet toppost i det selskabsimperium, der aldrig blev til mere end et luftkastel. Og han har tilsyneladende været i dyb økonomisk krise forårsaget af et mislykket anparts-og valutaprojekt, der de seneste år har krævet store kontante indskud af deltagerne, herunder Trads.

Kø ved håndvasken

Nu sidder han i Vestre Fængsel - mens resten står i kø ved håndvasken:

Mægtige mænd som PFA-formanden Jørgen Mølvang, skatteadvokaten Robert Koch-Nielsen, forhenværende statsminister Poul Schlüter, samt den tidligere MD Foods-direktør Jens Majgaard.

De har alle lagt navn til bestyrelsesposter i Kurt Thorsens danske selskaber. De red med på bølgen - uden at stille de indlysende spørgsmål, der skreg på at blive besvaret:

Kan projektet overhovedet gennemføres? Hvordan skal det i givet fald finansieres? Hvor og hvem kommer milliarderne fra? Og er der udsigt til nogensinde at komme til at tjene fornuftige penge på det hele?

I dag er alle de spørgsmål aldeles hypotetiske.

Og de nyttige idioter er pludselig væk.

Men flere iagttagere mener, at de, samt resten af det "pæne" erhvervsliv, alt for længe har været forblændet af Kurt Thorsen.

»Der har været en blåøjet tro på ham,« siger Ole Lange, historiker ved Handelshøjskolen i København.

»Og der har været en tro på, at det nok skulle gå, blot man kunne styre Thorsen. Men det er dybt naivt, for ingen har nogensinde kunnet holde Thorsen i stram snor.«

Ole Lange finder mange ligheder mellem Kurt Thorsen og en mand som Klaus Riskær Pedersen - og Riskær selv er ikke helt uenig: Han har begået de samme fejl som Thorsen, erkender han, med den afgørende forskel, at han har lært noget af det.

»Thorsen derimod,« siger Riskær, »har altid haft vanskeligt ved at styre sit storhedsvanvid, og der adskiller han sig fra os andre. Han har tilsyneladende ikke indset, at kreditorer og aktionærer i dag slet ikke vil acceptere de spilleregler, som var gældende i firserne.«

Laurids Hedaa, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Handelshøjskolen i København, er dog ikke i tvivl om, at Kurt Thorsen - alle sine talenter til trods - i dag er en færdig mand i dansk erhvervsliv.

»Uanset hvordan sagen om Thorsen ender, har de toneangivende kredse i den danske finansverden mistet enhver tillid til ham,« siger lektoren og fortsætter:

»Det er illusorisk at tro, at Thorsen på ny kan rejse sig fra støvet. Hvis han nogensinde igen gør comeback, bliver det ikke i velanskrevne finansielle cirkler, men ude i kulissen i netværket af småsvindlere og lyssky spekulanter.«

Ikke troværdig

Dramaet om Thorsen, Trads og de falske garantier er langt fra forbi. Vi har formentlig kun overværet første akt - men tilstrækkelig til, at det »overgår den vildeste fantasi«, siger direktøren for Københavns Fondsbørs, Hans Ole Jochumsen.

Det var ham, der afdækkede affæren. Som direktionsmedlem i BRF var han også med til at rydde op efter Thorsens forrige imperium, da det krakkede for ti år siden.

Hans dom over Thorsen er hård:

»Ikke at det er noget personligt - jeg har faktisk aldrig truffet manden. Men for mig er Kurt Thorsen ganske enkelt ikke nogen troværdig person.«

* Thorsen har altid set sig selv i rollen som Den grimme Ælling.

Men måske hører han i virkeligheden snarere hjemme i Kejserens nye Klæder.

Under alle omstændigheder er spillet nu forbi.

Det hele er pantsat, og brikkerne ligger hulter til bulter.

Det ramlede, da Thorsen prøvede lykken, men trak det forkerte kort.

Det kort, hvor der stod "Ryk direkte i fængsel."

Byggematadoren fra Århus mødte fredag eftermiddag op på politigården i København for at blive anholdt. I går krævede politiet ham fængslet i to uger, sigtet for - gennem dokumentfalsk for ikke under 1,8 milliarder kroner - at have overtrådt straffelovens §171.

Det er en paragraf med en strafferamme på op til otte års fængsel.