Skatteforhøjelse indført i skjul
De højestlønnede danskere får en skattestigning, fordi marginalskatten hæves. En manøvre, som regeringen ikke har fortalt befolkningen noget om.
460.000 højtlønnede danskere skal forberede sig på en ekstra skatteregning næste år. For i al ubemærkethed har regeringen besluttet at hæve det såkaldte skrå skatteloft, som hidtil har sikret, at ingen betaler mere end maksimalt 51,5 pct. i skat.
Men for at øge ligheden lader regeringen nu loftet stige – stik mod de seneste mange års politiske ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone.
Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, er »dybt forundret«, men positivt overrasket over skattestigningen, som han først er blevet orienteret om efter forhandlingerne om skatteaftalen. Den forhøjede skat er ellers en del af Enhedslisten og regeringens skattepakke, der afskaffer afgiften på fedt og sukker ved at hæve personskatterne.
I den modsatte retning
»Det er en lille millionærskat, og det er vi selvfølgelig yderst tilfredse med. Direktørfamilien kommer nok ikke til at mangle noget, men det her er principielt vigtigt,« siger han, men undrer sig over, at regeringen ikke undervejs i forhandlingerne har oplyst Enhedslisten om den ekstra skat til de højestlønnede. Heller ikke skatteyderne har fået at vide, at marginalskatten stiger.
Professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen bekræfter, at regeringens forhøjelse af marginalskatten afviger fra de seneste års skattepolitik i Danmark:
»De seneste mange skattereformer er gået i den modsatte retning. Loftet er ikke gået andre veje end nedad. Derfor er det her specielt.«
Stærkt kritiske
Venstre og De Konservative er stærkt kritiske, fordi skatteregningen trækker i den modsatte retning af sommerens skattereform.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) erkender, at regeringen hæver marginalskatten. Men hun understreger, at der er tale om en beskeden forhøjelse af det skrå skatteloft til nu 51,7 pct., som baner vejen for skattelettelsen på fedt og sukker.
»Der er tale om en nøje afbalanceret løsning, der også skal ses i lyset af, at vi i sommer lavede en meget vidtrækkende skattereform, der markant sænker skatten på arbejde,« siger hun.
Læs mere om skatteforhøjelsen i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst. Klik her
Er skattestigningen rimelig? Deltag i debatten!