Fortsæt til indhold
Erhverv

USAs økonomi kan trække verden i recession

Barack Obama står over for store økonomiske udfordringer, der skal løses inden 2013.

Når den sidste champagne er drukket, og Barack Obamas tilhængere har fået armene ned, venter hverdagen for den amerikanske præsident. En hverdag, der byder på så store udfordringer, at de kan få tømmermændene efter valget til at blegne.

Verdens største økonomi står nemlig over for én altoverskyggende udfordring, der har fået navnet "fiscal cliff". Navnet dækker over finanspolitiske stramninger i form af skattestigninger og store offentlige besparelser, der træder i kraft, når 2012 bliver til 2013.

Stram deadline

I FIH Erhvervsbank forventer man, at USAs vækst i år ender på 2,2 pct., mens "fiscal cliff" vil resultere et fald i BNP på 4,2 pct. Med andre ord vil USA havne i recession næste år, hvis politikerne i Washington ikke finder en løsning.

"Barack Obama har en stram deadline, men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes for ham at få en aftale i hus, " siger Christian Tegllund Blaabjerg, der er cheføkonom i FIH Erhvervsbank til Jyllands-Posten.

Forventer ny aftale

I FIH Erhvervsbanker forventer man, at der i løbet af november eller december bliver der formentlig truffet en politisk beslutning om at forlænge den nuværende ordning i tre til seks måneder, hvilket vil give de nyvalgte kongresmedlemmer og senatorer tid til at træffe en beslutning om, hvad der skal ske med de finanspolitiske stramninger.

Herefter vil man formentlig opnå en aftale mellem præsidenten og kongressen, der både tager hensyn til væksten og til en mere stabil udvikling i de amerikanske offentlige finanser, lyder vurderingen fra cheføkonomen.

"Uanset hvor lidt amerikanerne vil kunne lide det skal de igennem samme spareøvelse som europæerne i forhold til at reducere budgetunderskud og offentlig gæld," siger Christian Tegllund Blaabjerg til Jyllands-Posten.

Modvilje kan føre til recession

I 2011 kæmpede Barack Obama en lang og hård kamp for at få forhøjet grænsen for størrelsen på den amerikanske statsgæld. Republikanerne kæmpede imod, hvilket medførte uro på de finansielle markeder.

Samme scenarie kan komme til at udspille sig i forbindelse med forhandlingerne om at løse problemet med de finanspolitiske stramninger, vurderer Christian Tegllund Blaabjerg.

"”Det er der ingen tvivl om, at republikanerne er rigtig sure, og der har været en hadsk stemning under valgkampen, så de går formentlig ikke med til at løse problemet med det samme. Men reelt har de ikke noget valg, for de kan være den direkte årsag til, at ikke bare USA men den globale økonomi havner i en recession, og hvilket parti vil være skyld i det?"