Bilkøberne får bedre rettigheder
Erhvervs- og vækstministeren har godkendt Ankenævn for biler.
De danske bilister får nu bedre muligheder for at klage over autoforhandlere og værksteder.
Det mener bilistorganisationen Forenede Danske Motorejere, FDM, efter at Erhvervs- og Vækstministeriet med virkning fra i dag har godkendt det internetbaserede Ankenævn for biler.
"Som bilejernes forbrugerorganisation kan vi kun se godkendelsen af ankenævnet som en klar styrkelse af forbrugernes rettigheder ved bilkøb og værkstedsbesøg. Vi er også glade for, at autobranchen bakker op om nævnet til gavn for både forbrugere og branchen selv," lyder det fra Thomas Møller Thomsen, der er administrerende direktør i FDM.
Det begyndte i 2007
Ankenævnet blev etableret i 2007 som et fælles initiativ mellem FDM, Bilbranchen, De frie Autoværksteder (CAD) og Danmarks Automobilhandler Forening (DAF). Baggrunden var, at man ville etablere et alternativ til en tur gennem restsystemet.
Ifølge initiativtagerne vil godkendelsen betyde en styrkelse af forbrugernes rettigheder, men autobranchen kan se frem til et bedre image og højere troværdighed.
Med godkendelsen får bilejerne mulighed for at klage over samtlige autoforhandlere og værksteder i landet - uanset om de er organiseret eller ej. Hvis en virksomhed ikke efterlever en afgørelse fra Ankenævn for biler, kan forbrugeren videre til fogedretten eller domstolene.
Klager bliver billigere
Ankenævnet behandler klager i forbindelse med køb af bil til over 10.000 kr. eller værkstedsregninger over 1.500 kr.
Det koster typisk 300-500 kr. at klage, men med godkendelsen dækker nævnet nu også udgifterne, hvis der skal indhentes yderligere dokumentation i en sag. Det har indtil nu været på klagerens regning.
Parterne bag ankenævnet lægger dog vægt på, at nævnets primære formål er at få to stridende parter til at indgå et forlig. Hvis det ikke lykkes, afgøres sagen af et ankenævn, der består af en repræsentant for FDM, en repræsentant for autrobranchen og en dommer som formand.
Tilfredshed i branchen
Godkendelsen modtages da også med tilfredshed af de øvrige partnere.
"Vi er glade for, at ministeren nu har godkendt vores ankenævn. Ankenævn for biler har allerede været med til at forbedre branchens image. Vi regner med, at godkendelsen af ankenævnet vil betyde et yderligere forbedret image," siger Thomas Møller Sørensen, der er direktør for Bilbranchen.
Direktøren hos CAD, Erik S. Rasmussen, mener, at nævnet vil være med til at give branchen et bedre image.
"Den længe ventede offentlige godkendelse af autobranchens eget klagenævn er endnu et løft op ad imagestigen for branchen. At den samlede autobranche nu tager et betydeligt øget ansvar, viser troværdighed og seriøsitet blandt ankenævnets aktører," siger han.
Hos DAF mener den administrerende direktør, Jens Brendstrup, at nævnet vil skabe større gennemsigtighed i branchen.
"Forhandlerene ser med stor glæde på, at Ankenævn for biler nu bliver styrket. Vi gør i branchen meget ud af at skabe ordnede forhold og gennemsigtighed for kunderne. Derfor ser vi det nye nævn som et godt værktøj, der vil bidrage til at øge forbrugernes tillid, når de skal købe en bil. Det er til gavn for både forbrugere og bilforhandlerne."
Forbrugerrådet kritisk
Forbrugerrådet har dog tidligere kritiseret, at den almindelige forbruger ikke er repræsenteret i ankenævnet.
"Det er ikke et afbalanceret ankenævn. Det er bilbranchen på begge sider. FDM har en række kommercielle interesser, som gør, at man er i en dobbeltrolle," lød det således tidligere på året fra direktøren for Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldal,.
Han henviste bl.a. til at FDM driver syns- og testcentre, vejhjælp og rejseaktivitet. Læs mere om bruger biler hos forbrug.dk.