Fortsæt til indhold
Erhverv

Prischok på lange ruter fra Norwegian

Norwegian vil revolutionere den oversøiske trafik med billetter til New York fra 2.000 kr.

Norwegian vil revolutionere flytrafikken mellem kontinenterne. Allerede til efteråret vil det norske lavprisselskab sælge returbilletter helt ned til 2.000 kr. til New York og til Bangkok for omkring 3.000 tur/retur. Det er halv pris i forhold til det nuværende prisniveau, og de første fly letter til næste forår. Samtidig er Norwegian overbevist om, at den lavprisbølge, som har ramt de korte ruter i Europa, også vil skylle ind over de oversøiske ruter.

Årsagen er, at den nye Boeing 787 Dreamliner giver helt andre muligheder for at flyve billigt på de lange strækninger. Norwegian er blandt de allerførste til at benytte den nye flytype, som flyver længere og bruger mindre brændstof. Samtidig er komforten for passagererne markant bedre.

»Dreamlineren er en "game changer" i luftfarten. Flyet ændrer spillereglerne, og det vil betyde en ny dagsorden for den oversøiske trafik. Det bliver både billigere, hurtigere og mere behageligt at flyve langt, og i de kommende år vil der komme masser af lavpristrafik mellem kontinenterne,« siger Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos.

Skeptikerne har svært ved at tro på, at det kan lade sig gøre at tjene penge ved at sælge billetterne til uhørt lave priser. Men den karismatiske topchef afviser kritikerne.

»Omkostningerne ved at operere en Boeing 787 Dreamliner er op mod 50 pct. lavere end ved mange af de eksisterende fly på langruterne. Alene i brændstof er der en besparelse på 50 mio. kr. pr. fly om året. Teknisk er Dreamlineren andre fly overlegen, og samtidig er der langt mindre vedligeholdelse. Det er et fantastisk fly,« konstaterer Bjørn Kjos med et af de krøllede smil, som han ofte understreger en pointe med.

Mange forgæves forsøg

Ingen flyselskaber har hidtil haft held med at flyve oversøisk til lavpris. Mange har forsøgt, men det er aldrig lykkedes at tjene penge.

Heller ingen af de eksisterende amerikanske eller europæiske lavprisselskaber har haft modet eller lysten til at satse på langruterne.

Det mest seriøse forsøg i de seneste år er kommet fra det asiatiske lavprisselskab AirAsia, der indtil for nylig fløj fra Kuala Lumpur til London og Paris.

Men ruterne blev lukket på grund af dårlig økonomi.

Det undrer imidlertid ikke Bjørn Kjos.

»Man kan ikke flyve lavpris med en Airbus 340, som AirAsia benyttede. Dette fly er alt for dyrt i drift,« siger koncernchefen.

Norwegian ventes at åbne de første ruter fra Oslo og Stockholm til Bangkok og New York, som er de suverænt største oversøiske destinationer fra Skandinavien.

Danmark er ikke med i første bølge, men der bliver også billigere oversøiske flyvninger fra København.

»Jeg forventer, at vi begynder at flyve fra Danmark i slutningen af 2013 eller i begyndelsen af 2014,« siger Bjørn Kjos.

Norwegians oversøiske satsning er endnu en barsk udfordring for SAS, som allerede er under hårdt pres fra Norwegian både i Norge, Sverige og Danmark.

SAS opererer 11 fly af typen Airbus 330 og 340, og selskabet flyver både til New York og Bangkok.

SAS er medlem af den globale sammenslutning Star Alliance. Det betyder, at når passagererne ankommer til Bangkok eller New York kan de flyve videre med alliancens partnere til andre destinationer i USA eller Thailand. Samtidig hjælper partnerne med at skaffe amerikanske eller thailandske passagerer i den anden retning.

Dyre alliancer

Den mulighed har Norwegian ikke, og selskabet vil ikke være med i en de store alliancer.

»Det øger omkostningerne, og det er ikke prisen værd. 80-90 pct. af passagererne skal fra by til by og har ikke behov for at flyve videre. I Norden og Europa har vi vores eget netværk med 112 destinationer,« siger Bjørn Kjos.

Senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank vurderer, at Norwegian har gode chancer for at få succes med satsningen på oversøiske ruter.

»Boeing 787 Dreamliner er væsentligt billigere i drift, og det giver en markant konkurrencefordel. Kombineret med Norwegians lave omkostninger vil det betyde, at selskabet kan sælge billetterne til lavere priser. Det vil trække kunder fra andre selskaber og lokke helt nye rejsende til. Både SAS og de øvrige aktører kommer dermed under ekstra pres,« siger Jacob Pedersen.