Apple-stifter Steve Jobs er død
<p>En af de mest visionære erhvervsfolk i sin generation er død efter længere tids sygdom.</p>
Steve Jobs, manden bag megasællerter som Macintosh, iPod, iPhone og iPad, er død.
Det bekræfter Apple på selskabets hjemmeside.
"Steves genialitet, passion og energi var kilden til uanede mængder innovationer, der har beriget og forbedret vores liv. Verden er blevet uvurderligt bedre på grund af Steve," skriver Apple i en meddelelse om selskabets stifter.
LÆS OGSÅ: Apple-website omdannet til mindeside
"Hans store kærlighed var hans kone Laurene og hans familie. Vores hjerter lider sammen med dem og alle, der blev berørt af hans ekstraordinære evner," hedder det videre i beskeden, som natten til torsdag blev publiceret sammen med et stort sort-hvid-billede af den teknologiske pioner og visionære forretningsmand.
Vor tids Thomas Edison
"Steve sov stille ind i dag omgivet af sin familie," skriver familien i en meddelelse.
Kort efter nyheden tøver adskillige amerikanske medier ikke med at omtale Apple-stifteren som vor tids Thomas Edison, den amerikanske telegrafist og forretningsmand, der betragtes som verdens første professionelle opfinder.
Steve Jobs nåede selv at blive betragtet som virkeliggørelsen af ”Den amerikanske drøm” i form af den unge studerende, der voksede op som adoptivbarn og samlede sin første computer i en garage og via sin egen genialitet blev rig og berømt.
Steve Jobs stiftede i 1976 som 21-årig Apple Computer sammen med Steve Wozniak. Året efter lancerede firmaet computeren Apple II, som blev verdens første kommercielt udbredte hjemmecomputer.
Apple konkurrerede med IBM, som var den største operatør på markedet. Men på grund af svigtende indtjening forlod Steve Jobs direktørposten og arbejdet med at designe Macintosh-computere og stiftede i 1985 sit eget selskab, NeXT.
TV: Se verdens første Apple-computer
LÆS OGSÅ: Konkurrenterne skamroser Steve Jobs
Forvandlede Apple
Han startede også animationsselskabet Pixar, der i 1995 lavede filmhistoriens første store computeranimerede spillefilm, Toy Story.
Trods flere nedture og kæmpe fejlskud kæmpede han sig altid tilbage, og 12 år efter bruddet i 1985 genindtrådte han som Apple-direktør, da han solgte NeXT til Apple.
Apple havde på det tidspunkt nok haft succes med at lancere de nye Macintosh-computere. Men man var under hårdt pres fra pc'er baseret på Microsofts Windows-software.
Det lykkedes imidlertid Steve Jobs at bringe det kriseramte selskab i stilling til senere at blive det mest værdifulde It-selskab på børsen.
It-virksomheden forvandlede sig hurtigt til at blive et af verdens mest værdifulde selskaber med fokus på computere, mobiltelefoner og musikapparater. Det skete blandt andet ved introduktionen af produkter som iPod, iPhone og iPad, som alle tre blev præsenteret med Apples stifter i hovedrollen.
Skrantende helbred
Siden 2004 kæmpede han mod en sjælden form for kræft i bugspytkirtlen og andre helbredsproblemer.
I august 2011 overlod han derfor den daglige ledelse til Tim Cook, og det var derfor den nyklækkede topchef, der tirsdag præsenterede den seneste udgave af selskabets populære mobiltelefon.
Steve Jobs, som døde hjemme med sin nærmeste familie ved sin side, blev 56 år.
Udover konen Laurene efterlader it-pioneren tre børn. Han har også en datter med en kvinde, som han mødte, inden han blev gift.
TV: Se Steve Jobs' sidste offentlige optræden
LÆS OGSÅ: Obama: Han ændrede vores liv