Dagen var snyd og bedrag

Dertil kom, at indtil flere i ledelsen af dagbladet Dagen længe før avisens premiere godt vidste, at det stod slemt til med økonomien.

Det konkursramte dagblad Dagen var først og sidst opfinderen Peter Lincks forsøg på at opnå anerkendelse i den danske medieverden og hævne sig på dagbladet Politiken.

Det fastslår to journalister med deres bog om avisen, "Ingen kender Dagen", der udkommer i næste uge.

Forfatterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen var begge en del af det journalistiske hold på avisen, der holdt 40 avisdage. Thomassen var således den første journalist, som blev ansat på avisen. Og begge kom meget tæt på Linck. I bogen beskriver de Peter Lincks motiver til at begynde avisprojektet: På et tidspunkt, efter at han havde solgt sin Euroman-magasinvirksomhed til Egmont, foreslog Linck ledelsen på dagbladet Politiken at udgive et luksusmagasin "Letters".

En gang om måneden skulle det glittede magasin med Linck som chef komme sammen med Politiken. Men Linck blev i sidste ende afvist på en måde, som han havde svært ved at glemme. Med Dagen ville han slå igen.

»Peter Linck følte sig trådt på og nedgjort af Tøger Seidenfaden (Politikens chefredaktør, red.). Han havde tilsyneladende givet udtryk for, at Peter Linck ikke havde format til at spise kirsebær med de store i dansk presse,« som det formuleres i bogen.

Fundamentet papirstyndt

De to forfattere tager også fat om økonomien i Dagbladet Dagen A/S, og deres beskrivelser er brikker til det billede, der er blevet tegnet og rammet ind i medierne de seneste måneder:

Der var i forløbet op til første avisnummer 22. oktober 2002 en lang række potentielle investorer, der blev talt med. Men da det kom til stykket, var Dagens økonomiske fundament længe før avispremieren så tyndt som et stykke avispapir.

Linck var således heller ikke den pengemand, han udgav sig for, men levede i allerhøjeste grad af lånte midler. De to forfattere har bedt revisor John G. Sørensen gennemgå de økonomiske fakta om Dagen og Peter Linck, som de har indsamlet i forbindelse med bogen.

John G. Sørensen fastslår, at Linck reelt ikke havde penge i sine selskaber i 2001 - altså længe før han stod frem i pressen og fortalte om sine avisplaner og på trods af, at han fik ca. et dusin millioner kroner, da han solgte Euroman.

De to journalister konstaterer endvidere, at ikke blot Peter Linck men også økonomichefen Rolf Engsig, der blev fyret før konkursen, ansv. chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen samt bestyrelsen for avisen meget tidligt vidste, hvor slemt det stod til.

Blandt mange eksempler fremgår det bl.a., at Rolf Engsig midt i september i en email til Peter Linck anbefalede, at selskabet undgik en kreditvurdering.

Og det konstateres også, at dagbladet udelukkende kom på gaden, fordi bl.a. bestyrelsesformand Peter Thrane Grubert i oktober skød et mindre millionbeløb ind i forretningen, der skulle holde kreditorer på afstand.

»Hvis ikke vi havde skudt penge ind i oktober, var den ikke kommet på gaden. Så var vi lukket i stedet,« udtaler Thrane Grubert.

Chefredaktør var vidende

Efter konkursen har Peter Linck i offentligheden påtaget sig skylden for avisens lukning, mens chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen i en række medier har givet udtryk for, at han først meget sent blev klar over avisens dårlige økonomi.

I bogen fører forfatterne bevis for, at Schultz Jørgensen faktisk meget tidligt kendte til avisens anspændte økonomi samtidig med, at han ansatte nye journalister.

Schultz Jørgensen afviser i bogen at have kendt til hele den økonomiske problematik i Dagen, men erkender i et kapitel til sidst, at han, længe før første avis kom på gaden, havde kendskab til bl.a. en særlig låneaftale med Nordea, der låste ti mio. kr., og et såkaldt termsheet med investeringsselskabet Dansk Kapitalanlæg, der måske ville komme med et halvt dusin mio. kr., hvis Linck skaffede et langt større beløb. Det skete aldrig.

Ingen oplagssucces

Det kommer også frem, at da det så sortest ud, fulgte Linck ikke de råd, han fik fra nogle af dem, som var blevet spurgt til råds. 28. november, altså en uges tid, før offentligheden blev klar over Dagens problemer, anbefalede Metroxpress' chef Per Mikael Jensen, at 30 af Dagens medarbejdere straks blev fyret. Det undlod Linck at gøre.

Det kommer også frem, at Dagen aldrig blev den oplagssucces, som både Linck og Schultz Jørgensen gav udtryk for både før og efter konkursen.

Ud af 9000 abonnementer gik en tredjedel af sted med stor rabat til virksomheder, en tredjedel var prøveabonnementer og en tredjedel gik så til personer, der godt ville have avisen i mere end et par måneder. Dagen brugte omvendt henved 18 mio. kr. på at markedsføre avisen.

Hvad angik salget af annoncer, snød avisen på vægten. For at fastholde billedet af, at Dagen havde de ønskede seks sider annoncer pr. dag, blev der genindrykket annoncer, som avisen ikke havde fået penge for.

Først bagefter krævede man med fakturaer, der blev bogført, at få pengene. Det har efterfølgende betydet, at kurator i konkursboet har rykket virksomheder for annoncer, som de aldrig har ønsket at få bragt i avisen, fastslås det.

Forfatterne spørger til sidst i bogen Peter Linck, hvem der havde ansvaret for, at Dagen krakkede:

»Jeg fastholder, at det overordnede ansvar er mit (...) Men det betyder ikke, at jeg har siddet alene inde på mit kontor og begået alle fejlene selv.«

Kurator i konkursboet efter Dagen overvejer for tiden, om der skal rejses en civil retssag mod ledelsen af Dagbladet Dagen A/S.

peter.schollert@jp.dk