Tysk firma vil fuppe dig for 20.000 kr.
Pas på. Tusindvis af danskere modtager i disse dage et officielt udseende brev fra Dansk Internet Register alias Deutscher Adressdienst. Brevet er afsendt fra et tysk firma, som vil fuppe dig for 20.000 kr. Håndværksrådet. holder i dag møde med Forbrugerombudsmanden om sagen.
I går fandt grafiker Winnie Meisler fra Ryomgård et brev i sin postkasse: Dansk Internet Register stod der øverst på brevet - "Send venligst siden tilbage med Deres aktuelle oplysninger for Dansk Internet Register i vedlagte svarkuvert eller pr. fax."
Umiddelbart lød det harmløst, og mange ville pr. automatik udfylde formularen og sende brevet retur.
"Jeg blev vred, for det var rent bondefangeri. Brevet signalerede, at det var officielt og kom fra en autoritet og at jeg bare lige skulle sende brevet retur med nogle registrerende oplysninger. Hvis jeg nu ikke havde gidet læse det hele, havde jeg bare sendt det retur. Men i bunden af brevet stod der, at det kostede 958 euro om året og at man bandt sig for mindst tre år," fortæller Winnie Meisler.
I går dumpede et tilsvarende brev ind ad brevsprækken hos Solveig Wegener og Jens Vibe i Skødstrup. Da de åbnede brevet var de ikke i tvivl om, at der var noget lusk ved brevet.
Meget troværdigt
"Min kone blev vred, da vi fandt ud af, at det var rent fup. Brevet så meget troværdigt og officielt ud, så der er uden tvivl nogen, som hopper på den," siger Jens Vibe.
På google er det tyske firma omtalt som det rene fup, og et besøg på Deutscher Adressdiensts hjemmeside afslører, at der ikke dukker nogen virksomheder op ved søgning på eksempelvis hoteller, bilforhandlere eller byggeindustri.
Jens Vibe, Solveig Wegener og Winnie Meisler er ikke de eneste, der har modtaget brevet i de senere dage. Brevet med de snørklede formuleringer og vildledende formulerer er formentlig havnet i tusindvis af danske postkasser.
I går og i dag er Håndværksrådet blevet kimet ned af folk, som har modtaget brevet. Strømmen af henvendelser har været så voldsom, at jurist Jeppe Rosenmejer vurderer, at det må være næsten alle erhvervsdrivende - store som små - organisationer og brancheforeninger, som har fået brevet.
"De fleste ved heldigvis godt, at det er fup og svindel. Vi har endnu ikke fået henvendelser fra folk, som er blevet snydt. De henvender sig først senere, når de modtager regninger og finder ud af, at de er blevet fuppet. Lige nu tror de jo, at de blot har udfyldt en harmløs registrering," siger jurist Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet.
Møde i dag
Er man røget i fælden og har sendt brevet fra det tyske fupfirma tilbage med sine kontaktoplysninger, skal man ifølge Jeppe Rosenmejer ikke fortvivle.
"Jeg mener ikke, at der er noget juridisk bindende ved det brev. Vi mener, at brevet er meget vildledende. Loven siger, at væsentlige vilkår, bl.a. prisen, skal fremhæves, før det aftalemæssigt er bindende. Da prisen er gemt helt nede i bunden inde i en masse tekst, kan man ikke sige, at det er fremhævet. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg tror ikke, at det holder i en retssal," forklarer juristen.
Torsdag formiddag skal Håndværksrådet mødes med Forbrugerombudsmanden - og et af punkterne på dagsordenen er brevet fra det tyske fupfirma.
Fpn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DAD Deutscher Adressdienst: "Guten Tag und wilkommen bei DAD Deutscher Adressdienst. Leider wird momentan an allen Annahmeplätzen gesprochen. Wir sind persönlich für Sie da sobald eine Leitung frei wird. Bitte haben sie ein wenig Geduld."