Elon Musk laver tricket igen: Tesla skyder 12 mia. kr. i et af Elon Musks andre selskaber
Teslas årsregnskab kom med flere nyheder og fokus på fremtiden. Imens fortsætter antallet af solgte biler med at falde, og overskuddet blev næsten halveret på et år.
Omsætningen faldt, overskuddet styrtdykkede – og aktien steg.
De økonomiske resultater hos Tesla blev nemlig ikke så slemme, som analytikerne havde forudset, og det gav et lille hop på 2 pct. i eftermarkedet.
Omsætningen faldt med 3 pct., og antallet af leverede biler i 2025 faldt med 9 pct. på et år. Men det skyldes ifølge Teslas meldinger, at Tesla er i gang med en transformation – fra bilproducent til et fysisk AI-selskab – hvor fokus er på robotter og selvkørende biler. I de transformative år vil der være store investeringer i fremtidens produkter.
Elon Musk har således også valgt at stoppe produktionen af Model S og Model X – de to ældste bilmodeller hos Tesla – for at bygge produktionslinjerne for disse biler om til robotproduktion. Mere præcist robotten Optimus, en menneskelignende robot, som Elon Musk forventer vil bære størstedelen af Teslas forretning i fremtiden.
Samtidig bliver Cybercab sat i produktion fra april, fortalte Elon Musk i investorkaldet. Det er en mindre bil, som er billig i produktion, med to sæder og intet rat eller pedaler. Meningen er, at den skal køre som en selvkørende taxa. Og bilen, som blev vist frem for første gang i oktober 2024, vil med tiden blive den klart mest udbredte Tesla-model, lød forudsigelsen.