»Det er usmageligt og ødelæggende«: Er LinkedIn blevet det nye Tinder?
Det seneste halvandet år har kulturen på LinkedIn ændret sig. Det mener Trine Louise Malm, hvis indbakke »gang på gang« fyldes med upassende beskeder, som var det en datingside. Og hun er ikke alene med den oplevelse.
»Jeg har længe overvejet, om jeg skulle skrive dette opslag – men nu gør jeg det.«
Sådan starter den tekst, som 53-årige Trine Louise Malm en søndag morgen i november sendte ud til sit netværk på LinkedIn.
Morgenkaffen var stadig varm ved hendes side, og mens hun stirrede ind i computerskærmen, mærkede hun en velkendt irritation blusse op.
To dage forinden havde hun igen modtaget en af mange grænseoverskridende beskeder på selvsamme LinkedIn-platform.
»Må jeg stille dig et personligt spørgsmål,« startede beskeden.