Fortsæt til indhold
Erhverv

Disse boligejere får billigere lån, uanset om renten falder eller ej

Overgangen til en ny beregningsmåde giver en stor gruppe boligejere billigere lån.

Boligejere med F-kort-lån kan glæde sig til næste år.

Fra den 1. juli slipper de knap 0,2 procentpoint billigere end nu, uanset om renten på finansmarkederne stiger eller falder.

Forklaringen er lidt kompliceret, men kommer her.

Renten på F-kort-lån består af to elementer. Dels en rente, der fastsættes hvert halve år på baggrund af den såkaldte Cita6-rente, dels en obligation bag, der typisk refinansieres hvert tredje eller fjerde år.

Rentetillægget går til investorerne som betaling for at købe obligationerne bag, og det svinger fra refinansiering til refinansiering. I 2022 startede bestræbelserne på at ændre lånekonstruktionen.

Cita6-renten har hidtil været et udtryk for, hvad bankerne kræver i rente for at låne penge ud. Fremadrettet vil den blive baseret på reelle handler.

Omlægningen af opgørelsen af Cita6 ændrer ikke på, at boligejere med F-kort-lån betaler en rente, der er fuldt ud bestemt af forholdene på de finansielle markederne, understreger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Når overgangsperioden er slut næste år, vil Cita6-renten falde præcist 0,19 procentpoint, og det kommer boligejerne til gode.

Den lavere pris vil øge forskellen til de lange flekslån som F5. Og det kan rykke balancen, mener Sune Malthe-Thagaard. Efter denne uges auktion over fleksobligationer koster F1-, F3- og F5-lån stort set det samme. Den månedlige udgift efter skat er 2.300 kr. for et afdragsfrit lån på 1 mio. kr.

Der er tale om et nyt lån – altså med en løbetid på 30 hele år.

F5-lånerne vil efter denne auktion opleve, at deres månedlige ydelse er firedoblet fra 582 til 2.328 kr. Men med en rente på blot 2,6 pct. er det stadig en overvejelse værd at binde sig i en længere periode, mener Sune Malthe-Thagaard.

»Pointen ved at låse renten er at få tid til at tilpasse sig, hvis nu renterne ser ud til at ændre sig markant et stykke ude i fremtiden,« siger han. Den lavere pris på F-kort-lånene kan dog skubbe til balancen.

Et argument for at vælge F-kort-lån er, hvis man har flytteplaner.

»Hvis man har et F5-lån og skal ud af det midt i perioden, risikerer man at skulle indfri det til overkurs. Den risiko bør man indregne,« mener Sune Malthe-Thagaard.

Kun F5-lånerne kommer til at betale mere efter denne uges auktion. De kommer fra en negativ rente og skal altså nu betale 2,6 pct. F1- og F3-lånere får derimod renterabatter, men der er tale om relativt små beløb. Størst gevinst får en F3-låner med et afdragsfrit lån. For hver million kroner, der er lånt, falder den månedlige ydelse efter skat med 520 kr.

Ifølge Nordea Kredits chefanalytiker, Lise Nytoft Bergmann, skal man passe på med at disponere i troen på meget lavere renter.

»Vi tror, at renterne vil falde frem til maj. Derefter vil de stige igen,« siger hun.

Nordea er i øjeblikket i gang med at ændre sin renteprognose. Det skyldes, at der igen begynder at komme nøgletal fra USA. Disse tal er altafgørende for renteniveauet i Europa og dermed Danmark. Der har ingen nøgletal været i den rekordlange nedlukningsperiode.

Der kan ske ganske store ændringer, fastslår Lise Nytoft Bergmann.

Finans Danmark meddelte tirsdag, at man sammen med Nationalbanken har etableret en arbejdsgruppe, der skal analysere en fremtidig model for de danske referencerenter, som Cita6 er en af.

F-kort går også under navne som Flexkort (Realkredit Danmark) og Kort Rente (Nordea Kredit).

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.