»Jeg vil ikke have lige mange mænd og kvinder. Jeg vil have en branche, der behandler alle ordentligt«

23-årige Thippe Møller er nyudlært tømrer i Enemærke & Petersen i Slagelse.

Hun arbejder i et sjak, hvor tempo og tone kan være rå og hvor hun har lært, at det gør en forskel at markere sin grænse.

»Man kan bare hurtigt blive usynlig. Derfor siger jeg min mening, når den skal siges,« siger hun.

Netop derfor er hun også nomineret i kategorien ”Kulturbærer” til årets Fagtalent, der hylder Danmarks dygtigste unge faglærte, for sit arbejde som tømrersvend ved entreprenørselskabet Enemærke & Petersen.

Hendes nuværende job var imidlertid ikke en barndomsdrøm, men i 10. klasse fandt hun ud af, at gymnasiet ikke var for hende:

»Det der med pigefnider og alt sådan noget, det er bare ikke mig.«

Hun valgte EUX – fire et halvt år med både studenterhue og svendebrev. Trangen var at gøre noget konkret.

»Tømrere laver så mange forskellige ting i en byggeproces. Det var det, der tiltalte mig.«

Som lærling prøvede hun både akkord på store byggerier og millimeterarbejde i restaurering. Det sidste trak mest.

»Det var det fedeste. Man kunne gå i en uge med det samme lille bitte stykke træ,« siger hun om opgaverne på gamle godser omkring Slagelse.

Perfektionisme koster tid – og tid koster penge, men tilfredsheden er at få noget til at spille. I dag er samarbejde lige så vigtigt som håndelag. Akkorden gør alle afhængige af hinanden og skærper kravene til tonen.

»På sådan en plads kan man nemt blive en, der bare er der. Derfor er jeg tydelig, når noget ikke fungerer, og når det gør.«

Et mandefag

Som en af få kvinder på pladsen er hun synlig fra første godmorgen. Kommentarer om negle og hår fylder kun, hvis de spærrer for arbejdet.

»Det bliver først et problem, hvis jeg ikke kan udføre mit arbejde. Spørgsmålet er, om jeg får lov, og om jeg gør det.«

Nogle kolleger lod i begyndelsen være med at sætte hende til tunge opgaver.

»Så tager jeg snakken: Hvorfor tror I, jeg ikke kan? I siger, jeg knokler, når jeg får lov. Så lad os prøve.«

At sige fra er blevet metoden. Ikke med skænderier, men med tydelig kommunikation.

»Der gik du faktisk over min grænse,« siger hun, hvis jargonen bliver personlig.

»Dårlig adfærd skal jo overhovedet ikke være acceptabel.«

Samtidig vil hun ikke gøre branchen til en kampplads mellem mænd og kvinder.

»Vi kan ikke bare komme og sige: Nu skal I tale sådan her, for nu er vi kvinder i branchen. Der skal være dialog begge veje. Hvis du ikke siger fra, har kollegerne ingen jordisk chance for at ændre noget.«

Noget er lært på den hårde måde. Tidligere på vejen ind i faget befandt hun sig et sted med nogle kolleger, der sled hende ned. Først efter et skifte mærkede hun, hvad det betyder at blive lyttet til – og at have en kultur og en kontaktperson, man kan læne sig op ad. »Alle skal være glade for at gå på arbejde om morgenen. Det gælder både drenge og piger.«

Men selvom hun kæmper indædt for sin og andre kvinders ret til at høre til på landets byggepladser, har hun ingen dagsorden om en 50-50 fordeling mellem kønnene i håndværksfagene.

»Jeg tror aldrig, vi kommer til et sted, hvor den hedder 50-50. Og det er jeg faktisk heller ikke interesseret i. Hvis jeg skulle ændre en ting, så skulle det være folks fordomme,« siger hun.

»Jeg vil ikke have lige mange mænd og kvinder. Jeg vil have en branche, der behandler alle ordentligt«

Bange for at afskrække

Til de unge, der overvejer faget, lyder rådet at prøve det af, helst i praktik. Hun advarer ikke mod de rå toner; hun afdramatiserer dem.

»Over halvdelen er søde mennesker. Man skal bare finde sin plads og sige fra, når det gælder.«

Hun mener, medierne nogle gange skævvrider billedet ved kun at fortælle kvindernes historier. Hendes perspektiv er bredere: Nogle ting skal blive bedre for alle.

»Det hjælper, når nogen siger: Det dér gjorde mig ked af det. Og når andre lytter.«

Snarere end at kræve lige mange mænd og kvinder kræver hun, at folk taler ordentligt til hinanden. Hun vil samtidig undgå at skræmme nye væk.

Ryet kan være hårdt, siger hun.

»Men der er mindst lige så meget godt at hente, og jeg glæder mig stadig til at tage på arbejde hver morgen.«