Kendt investor advarer om, at en altædende robot har skabt kæmpe aktieboble: »Mit mål er ikke at skræmme folk, men...«
Passiv investering er en blevet en »kæmpe, tanketom robot, som fortærer aktier«, mener kendt investor. Han advarer mod, at det i værste scenarie vil medføre et krak i stil med det i 1929.
Lad os træde ind i en tidsmaskine og drage mod New York i 1929.
På Wall Street summer det af travlhed. Amerikanerne strømmer ind i nye investeringsforeninger, som lover bred eksponering mod det brølende aktiemarked i USA, hvor Dow Jones-indekset sætter rekord efter rekord.
Alle vil have en bid af kagen.
»Jeg er fast overbevist om, at alle ikke blot kan blive rige, men bør blive rige,« erklærer den amerikanske finansmand John J. Raskob, to måneder inden aktiemarkedet krakelerer og antænder Den Store Depression.
Næsten et århundrede senere er den erfarne investor Michael W. Green nervøs for, at investorerne er i gang med at gentage fortidens fejltagelse.
»Jeg vil gerne gøre det klart - mit mål er ikke at skræmme folk,« siger han, da Finans interviewer ham via en Teams-forbindelse over Atlanten.
Men alvoren i Michael W. Greens ansigt er ikke til at komme uden om. Fordi advarslen, som han vil dele, er absolut ikke for sarte investorsjæle.
»Men det, vi ser i dag, er karakteristisk for enhver tidligere boble. Vi kan ikke ignorere det. Spørgsmålet er, om vi når at handle i tide, eller først når situationen er blevet uholdbar,« fastslår han.