Løngabet vokser: Største forskel på mænd og kvinders løn siden 2017
Forskellen på kvinders og mænds løn er vokset for andet år i træk.
Gabet bliver større.
Forskellen på, hvad mænd og kvinder tjener i gennemsnit, er nu vokset for andet år i træk.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Her fremgår det, at løngabet var på 12,9 pct. i 2024 mod 12,3 pct. i 2023 og 12,1 pct. i 2022. Dermed er lønforskellen mellem mænd og kvinder den største siden 2017. Her var den 13 pct.
»De seneste to år er udviklingen gået den forkerte vej. Og generelt må vi bare konstatere, at kvinder stadig tjener betydeligt mindre end mænd herhjemme, hvor vi også fortsat ser nogle uforklarlige kønsforskelle i lønniveauer,« skriver Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension, i en kommentar til tallene.
Hun henviser til, at foruden den lønforskel, der findes, fordi mænd og kvinder har forskellige typer job, så er der også en uforklaret lønforskel for mænd og kvinder i samme stilling med samme titel, anciennitet, uddannelse osv. Den er ifølge et studie fra CBS på 7 pct.
Helle Dalsgaard påpeger, at løngabet generelt ellers er blevet mindre siden 2004, hvor statistikken udkom for første gang. Men i 2023 og nu altså også 2024 er det gået omvendt.
Den relativt store lønforskel er bekymrende, mener Helle Dalsgaard.
Både fordi den har konsekvenser her og nu, og fordi den bidrager til, at kvinders pensionsopsparinger generelt er markant mindre end mænds.
»Det vil med andre ord sige, at kvinderne helt enkelt har mindre at gøre godt med rent økonomisk, både i arbejdslivet og i pensionstilværelsen,« skriver Helle Dalsgaard.
Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik var kvinders pensionsformuer i gennemsnit 19 pct. mindre end mændenes i 2023.
Fremtiden ser dog lysere ud for dem, der ønsker større økonomisk ligestilling.
Kvinders uddannelsesniveau er stigende, hvilket forventes at smitte af på deres lønniveau over tid.
Samtidig har reglerne om øremærket barsel betydet et decideret boom i andelen af mænd, der holder barsel, hvilket tidligere har været en lønmæssig hæmsko for kvinder generelt.
»Det har faktisk allerede gjort en økonomisk forskel for kvinderne,« mener Helle Dalsgaard.
En tredje faktor, der forventes at bidrage til mindre løngab, er et nyt EU-direktiv, der stiller krav om løngennemsigtighed i danske virksomheder fra juni 2026.
I første omgang omfatter direktivet virksomheder med minimum 100 ansatte.
Gine Maltha Kampmann, adm. direktør i tænketanken Equalis, der har fulgt tilblivelsen af direktivet tæt, tror på, at løngennemsigtighed vil mindske lønforskellen mellem kønnene.
Hun har tidligere forklaret til Finans, at »detaljegraden i gennemsigtigheden både eksternt og internt« bliver afgørende.