Fortsæt til indhold
Erhverv

Tidspres: Vil du sælge sommerhuset til børnene, skal du reagere nu

Forskellen på 2020- og 2022-vurderingen vil være stor – ikke mindst for ejerlejligheder og sommerhuse.

Hvis et sommerhus eller en ejerlejlighed handles internt i familien, inden 2022-vurderingen ankommer, er der flere tusinde kroner at spare, viser beregninger fra Nordea Kredit. På et sommerhus på 100 kvm spares 56.000 kr. i arveafgift.

For dyrere ejendomme og i områder, hvor prisstigningerne var størst under pandemien, kan besparelsen blive endnu større.

En ejendom kan overdrages til et nærtstående familiemedlem til en pris på +/- 20 pct. af den seneste offentlige vurdering. Det gælder, uanset om vurderingen er fra 2020 eller 2022.

»Men eftersom sommerhuspriserne steg voldsomt under coronanedlukningerne, er det langtfra ligegyldigt, hvilken vurdering man når at basere sig på,« siger Nordea Kredits chefanalytiker, Lise Nytoft Bergmann, der står bag analysen.

Analysen tager udgangspunkt i tal fra Finans Danmark, der har opgjort, at sommerhuspriserne er steget med ca. 30 pct. på landsplan fra 2020 til 2022. Det hop kan sommerhusejere, der ønsker en familieoverdragelse, udnytte.

Så snart 2022-vurderingen kommer i e-Boks, er det for sent, fastslår indehaveren af PrivatRevision, Christian Bækmark, der er ekspert i netop familiehandler og overdragelser.

»Det gælder også, selvom Tingbogen og andre databaser måske først opdateres med lidt forsinkelse. Eftersom 2022-vurderingen risikerer at være noget højere, er der en oplagt fordel ved at overdrage f.eks. familiesommerhuset til 2020-vurderingen,« siger Christian Bækmark.

»Fordelen er endnu større på forældrekøbslejligheder. Udover gaveafgift er der også ofte en skattepligtig ejendomsavance hos forældrene som følge af værdistigningerne, og som kan gøres skattefri hos børnene,« siger Christian Bækmark.

Vurderingsstyrelsen er i øjeblikket i gang med at sende 2022-vurderingerne ud. De fleste ejere har allerede modtaget en foreløbig vurdering, men den fremgår ikke af tingbogen og har ikke juridisk betydning. Først når den endelige 2022-vurdering er udsendt, bliver den bindende.

»Når 2022-vurderingen lander i e-Boks, er det for sent at benytte 2020-vurderingen. Og det kan blive dyrt,« mener Lise Nytoft Bergmann.

Vurderingsstyrelsen har indtil videre sendt omkring 300.000 deklarationer og godt 100.000 vurderinger ud af de i alt knap 1,8 mio., der skal udsendes. Når boligejeren modtager en deklaration, følger der typisk en periode på cirka 10 uger, inden den endelige vurdering kommer.

Styrelsen er startet med parcelhuse, herefter gået videre til ejerlejligheder og sommerhuse. Hvis mønsteret gentager sig, vil mange lejlighedsejere, men især mange sommerhusejere have tid.

Ifølge Finans Danmark kostede et sommerhus på 100 kvm i gennemsnit 1,57 mio. kr. ved vurderingsterminen i 2020 og 2 mio. kr. i 2022.

Christian Bækmark peger på, at man også kan vente, til 2022-vurderingen kommer, hvis det passer bedre til især forældrenes økonomi. Dermed behøver de ikke give deres børn så stor rabat.

Forældrene kan give gaver til den nærmeste familie for op til 76.900 kr. i 2025. Det er ikke medtaget i regnestykket.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.