Fortsæt til indhold
Erhverv

Derfor har husejere og købere grund til at glæde sig

Parcelhusmarkedet har det godt og er i langt bedre balance end ejerlejlighedsmarkedet.

Er du ejer af en lejlighed i København eller Frederiksberg kommune, skal din gevinst formentlig gøres op i millioner. Sådan er det langt fra på parcelhusmarkedet. Her skal der fjernes et ”0” i gevinsten. Det skal især huskøbere være glade for - og måske også husejerne.

»Parcelhusmarkedet er i langt bedre balance end markedet for ejerlejligheder, og der er ingen panik på,« konstaterer Jan Nordmann, der er kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden EDC.

Torsdag morgen offentliggjorde Boligsiden sit markedsindeks for august. Det viser, at parcelhusmarkedet har det godt. Priserne er steget i hele landet. Mest i København, hvor et parcelhus på 140 kvm er steget med knap 600.000 kr. til nu 7,4 mio. kr.

De klart største stigninger ses i og omkring København samt i Nordsjælland. Østjylland, der bl.a. omfatter Aarhus, ligger langt nede på listen med en stigning på blot 100.000 kr. for et gennemsnitshus. I procent er det en pæn stigning på 4.

Både økonomer og boligeksperter forventer, at udviklingen vil fortsætte året ud. En af dem er Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Forventningen baseres på den stærke danske økonomi, rekordhøj beskæftigelse, højere lønninger og faldende renter på bl.a. flekslån.

»Det er med til at holde godt gang i efterspørgslen efter boliger, og handelsaktiviteten er høj og prisstigningerne betydelige,« vurderer Jeppe Juul Borre.

Boligsiden opgør prisudviklingen fra måned til måned, men i de mindre kommuner skal man passe på med at lægge alt for meget i det, da relativt få handler kan påvirke resultatet uforholdsmæssigt.

Mere brugbare bliver tallene, når man opgør dem over et år. Og her er der godt nyt. På landsplan er priserne steget 4,5 pct., og et gennemsnitshus koster nu knap 2,6 mio. kr. Heller ikke Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann tror, det slutter her.

»Året er ikke omme, men der skal gå meget galt, før 2025 forvandler sig til en skuffelse,« fastslår hun.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.