Fortsæt til indhold
Erhverv

Renterne rykker: 3,5 pct.-lånet gør comeback mandag

Renterne faldt fredag på grund af svage beskæftigelsestal fra USA, og mere kan være på vej til gavn for boligejerne.

4 pct.-lånet har stædigt været toneangivende siden foråret. Men efter en overraskende sløj arbejdsmarkedsrapport fra USA faldt renterne, og kursen på lånet rundede 100.

Dermed er lånet lukket fra og med mandag hos Nordea Kredit, Totalkredit og Realkredit Danmark.

Det betyder, at 3,5 pct.-lånet bliver toneangivende. Og det er dette lån, man fremadrettet skal kreditvurderes efter. En boligkøber skal dog være opmærksom på, at dette lån kun er marginalt billigere end 4 pct.-lånet.

Obligationskurserne har været overraskende stabile gennem flere måneder nu, og renterykket fredag hører også til de beskedne. Men der skal ikke meget til, før et lån er dømt ude eller inde.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.