Fortsæt til indhold
Erhverv

Tidligere LEGO-topchef om første formandsrolle: »Jeg var alt for dominerende og alt for meget til stede«

Jørgen Vig Knudstorp har efter rollen som topchef i LEGO indtaget forskellige bestyrelser. Det har budt på smertefulde erkendelser, forklarer han i et usædvanligt ærligt oplæg.

Sommetider står ting ulideligt klart i bagklogskabens lys.

Da Jørgen Vig Knudstorp stoppede som adm. direktør i LEGO, trådte han direkte ind i selskabets bestyrelse og satte sig for bordenden som bestyrelsesformand.

Når han ser tilbage nu, bød rollen i front for legetøjsklenodiets bestyrelse på en vigtig lektie i, hvordan man ikke skal gribe bestyrelsesansvaret an.

»Det var reelt mit fuldtidsarbejde, og jeg havde stadig et stort ansvar for brandet,« siger han og erkender, at selvom det i Danmark ifølge selskabsloven generelt ikke er tilladt at have såkaldte arbejdende bestyrelsesformænd, lænede han sig op ad at være det.

»Jeg var reelt set det, vi i USA ville kalde en executive chair. Og jeg gjorde alt galt. Jeg var alt for dominerende og alt for meget til stede. Folk så mig stadig som den reelle leder af virksomheden. Det blev en meget smertefuld og hurtig lektie i, at sådan her skal man ikke gøre tingene,« siger Jørgen Vig Knudstorp.

Ordene falder i et oplæg om bestyrelsesarbejde arrangeret af Boardway ved det store TechBBQ-event, der løber af stablen i disse dage i Bella Center i København med omkring 10.000 besøgende.

Jørgen Vig Knudstorp var adm. direktør i LEGO fra 2004-2016 som den første uden for LEGO-familien.

Under hans ledelse gennemførte legetøjskoncernen en markant strategiændring, og Jørgen Vig Knudstorp er generelt anerkendt for at stå i spidsen for milliardvirksomhedens vellykkede turnaround.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.
Artiklens emner
IMD