Fortsæt til indhold
Erhverv

Tennislegenden Serena Williams sætter en fed streg under det store skifte i markedet for vægttabsmedicin

ANALYSE: Et nyt reklamefremstød fra en amerikansk startup viser, at vægttabsmarkedet ikke er et traditionelt pharmamarked. Spørgsmålet er, om Novo Nordisk er omstillingsparat til at omfavne de nye strømninger.

Den amerikanske onlineklinik og Novo-partner Ro lancerede i går et omfattende reklamefremstød til milliarder af kroner rettet mod Novo Nordisks vigtigste kunder: Overvægtige amerikanere.

Reklamerne kører på sociale medier digitalt, i tv og til tennisturneringen US Open, som starter i næste uge.

Som spydspids har Ro hyret den hæderkronede amerikanske tennisstjerne Serena Williams til at levere et budskab om, at vægttab er tabu i dagens USA.

I reklamen injicerer Williams sig med et glp-1-middel såsom Novo Nordisks vægttabspræparat Wegovy. Hun fortæller, at præparatet har hjulpet hende det sidste stykke af vejen med et vægttab efter fødslerne af hendes to børn.

»Jeg trænede på højeste niveau, spiste sundt, pressede mig selv, og alligevel reagerede min krop bare ikke efter, at jeg havde fået børn. Jeg indså, at det ikke handlede om viljestyrke. Det var biologisk. Min krop havde brug for glp-1 og klinisk støtte,« lyder det indstuderet fra tennislegenden i reklamen.

Reklamens hyper-kommercielle udtryk koblet med et varsel om, at Serena Williams ægtemand og far til to børn, tech-entreprenøren Alexis Ohanian, sidder i Ros bestyrelse som investor, stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden. Men det er langtfra det mest interesssante.

Fremstødet er en del af et bemærkelsesværdigt skifte i markedet for vægttabsmedicin, hvor salgsindsatsen særligt i USA rettes mod et forbrugerorienteret livsstilssegment af markedet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.