Forhadt branche peger på »tåbelig« regel om e-cigaretter: »E-væsker uden nikotin er i bund og grund en form for saftevand«
Tobaksindustrien kunne redde minimum 75 pct. af de danskere, som årligt dør af rygning. Hvis bare de fik lov. Men det får de ikke. Det skyldes ifølge pressechef i tobaksgiganten Philip Morris en regel i e-cigaretloven.
I 1930 sendte tobaksproducenten Lucky Strike gratis cigaretter ud til landets læger. Til gengæld skulle lægerne skrive under på, at netop de cigaretter var mere skånsomme for halsen end andre.
»20.679 physicians say: »Luckies are less irritating. It’s toasted. Your throat protection against irritation cough.«
Nu er den slags reklamer – og reklamer for alle erstatningsprodukter, man kan fornøje sig med, hvis man har hang til (snus)tobakken – strengt forbudt.
Også e-cigaretterne, som man kan fylde op med vand og væske og suge løs på, mens man nyder smagen af alverdens tropefrugter.
En lov om sidstnævnte generer talsmanden for tobaksgiganten Philip Morris, Christopher Arzrouni, i en sådan grad, at han har rettet henvendelse til Jyllands-Postens Ministerium for Sund Fornuft.
»Det er en tåbelig regel – og det er grov vildledning påbudt ved lov,« siger han.