Nye tal overrasker: Stort hop i inflationen i USA
Donald Trumps handelskrig ser ud til at have konsekvenser for inflationen i USA, som steg uventet meget i juni. Det viser nye tal fra Bureau of Labor Statistics.
Toldsatserne, som den amerikanske præsident har indført, ser ud til at få inflationen til at blusse op i USA.
Sådan ser det i hvert fald ud i den nye månedlige opgørelse fra det amerikanske statistikbureau Bureau of Labor Statistics.
For den amerikanske inflation accelererede til 2,7 pct. i juni målt på årsbasis, hvilket var en stigning fra 2,4 pct. måneden forinden og en overraskelse. Konsensusestimater pegede på en inflation på 2,6 pct.
På samme tid steg kerneinflationen, som er renset for udviklingen i energi- og fødevarepriserne, fra 2,8 pct. til 2,9 pct.
»Trumps told begynder nu at dukke op i de amerikanske inflationstal,« vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Gennem de seneste måneder har økonomer og investorer haft deres blik stift rettet mod inflationstallene i USA som en indikator for, om præsident Donald Trumps toldmure får prispresset til at stige i den amerikanske økonomi.
Nogle økonomer mener, at toldmurene vil resultere i stigende varepriser og en tiltagende inflation, mens andre tror, at toldeffekten er begrænset.
»På nuværende tidspunkt er der ikke tale om alarmerende prisstigninger, men vi forventer, at prisstigningerne tager til i styrke i de kommende måneder. Dermed spænder Trump ben for sig selv i forhold til at få renten i USA ned,« mener Mathias Dollerup Sproegel.
Hos USA’s centralbank, Federal Reserve, er man ekstra opmærksom på inflationen, der er afgørende for, hvor langt ned den toneangivende rente skal i USA. Centralbankens målsætning er en inflation på 2 pct.
Lige nu er den ledende amerikanske rente i intervallet 4,25-4,5 pct. - og ifølge børsdata fra CME Fedwatch Tools forudser investorerne, at centralbanken vil levere i alt to rentenedsættelser resten af året.
»Der er flere forhold, som peger på, at Fed ikke behøver at skynde sig med nye rentenedsættelser. Risikoen for potentielt højere inflation som følge af toldsatser og handelskrig stiller Federal Reserve i en afventende position,« skriver Lisette Rosenbeck, seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Hun peger på, at solide økonomiske nøgletal den seneste tid har købt centralbanken betænkningstid, da den ikke skal bekymre sig om at sænke renten for at sætte gang i vækst og beskæftigelse.
For Federal Reserves øverste chef, Jerome Powell, er det værste scenarie, at toldkrigen ender ud i både en stigning i inflationen og arbejdsløsheden, mens den amerikanske økonomi mister fart.
»Analysen hos Federal Reserve er imidlertid klar. Så længe der hersker usikkerhed omkring toldens effekt på inflationen og økonomien, kommer centralbankcheferne ikke til at røre ved renten,« lyder det fra Mathias Dollerup Sproegel.
Federal Reserve afholder sit næste rentemøde den 30. juli, og ifølge seniorøkonomen vil det være en kæmpe overraskelse, hvis renten bliver sænket der. Til gengæld er det sandsynligt, at det sker i september og december.
»Men det vil kræve, at Trumps told ikke mudrer inflationsudsigterne.«