Fortsæt til indhold
Erhverv

Tidligere handelsrepræsentant advarer: USA’s og Kinas London-aftale kan skabe en farlig præcedens

Donald Trump hylder sin nye London-aftale med Kina. I virkeligheden understreger den Kinas største trumfkort – kontrol med sjældne jordarter.

Spørger man den amerikanske præsident, er forholdet mellem Kina og USA nu fortræffeligt.

»Vores aftale med Kina er færdig, forbeholdt endelig godkendelse af mig og præsident Xi,« skrev Donald Trump på sit sociale medie, Truth Social, onsdag.

»Forholdet er fremragende!«

For efter to dages intense forhandlinger i London har USA og Kina endelig indgået en aftale, der skal sætte toldkrigen mellem de to lande på pause. Eller i bedste fald føre til en mere permanent fredsløsning, når det kommer til stormagtsspillet om handel og teknologi.

Aftalen bygger på en tidligere version indgået af begge lande i Genève midt i maj. Inden da havde USA og Kina indført toldsatser på i alt 145 pct. og 125 pct. på hinandens varer. Samhandlen var nærmest gået totalt i stå.

Beijing indførte nye og langt skrappere regler for eksporten af såkaldt sjældne jordarter, der bruges i produktionen af al forbrugerelektronik, computerchip og bilkomponenter. Nye regler, der gjorde det så godt som umuligt for amerikanske firmaer at købe sig til råvaren.

Kina står i dag for stort set hele verdens produktion af jordarterne. Pludselig begyndte amerikanske producenter af alt fra biler til hightechprodukter at se deres lagre svinde ind. Ford var blandt de første ofre og måtte lukke en af sine fabrikker i en uge.

Trump svarede igen med yderligere eksportbegrænsninger af chipteknologi og software til Kina samt trusler om ikke at give studentervisum til kinesiske universitetsstuderende i USA.

Forholdet mellem de to stormagter nærmede sig det absolutte nulpunkt.

Så kom London-aftalen, der nu kun mangler Trumps og Xi Jinpings endelige underskrifter. Men ikke alt er fryd og gammen. De få detaljer, Trump endnu har valgt at offentliggøre – igen via Truth Social – peger mod fortsatte spændinger.

Derfor ser ikke alle helt så rosenrødt på tingene .

»Virkeligheden er, at denne handelsvåbenhvile – hvis det virkelig er det, den er – i det store hele kun bringer os tilbage til de allerede anspændte forhold, der eksisterede før,« skriver Nigel Green, direktør for investorfonden deVere Group, i en note om udviklingen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.