Minister på krigsstien: Banker stemples som gebyrgribbe
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er på krigsstien over for landets banker. Trods faldende gebyrer afviser ministeren al snak om god konkurrence på bankmarkedet.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er omdrejningspunktet i en gebyrkrig, som nu raser på andet år.
Konkret jagter ministeren lavere gebyrer og bedre vilkår for landets millioner af bankkunder.
Allerede i februar 2024 gik Morten Bødskov på barrikaderne og opfordrede landets knap 60 pengeinstitutter til at skrue ned for gebyrerne og hæve indlånsrenten.
»Det er fint, at bankerne tjener penge. Men det gør jo ikke noget, at det også kommer bankkunderne til gode. Man kan sænke gebyrerne, man kan hæve indlånsrenten. Det synes jeg, at bankerne bør gøre,« udtalte ministeren til DR.
Meldingen kom på bagkant af 2023-regnskaber, som viste historiske milliardoverskud i flere banker.
Et kig på de løbende gebyropgørelser fra Danmarks Statistik viser, at bankerne efterfølgende faktisk har skruet ned for gebyrregningen til kunderne.
Mens bankernes samlede gebyrregning i februar sidste år ramte indeks 139,9, viser dugfriske tal, at regningen nu ligger i indeks 132,9 – et fald på 5 pct.
Faldet er ydermere sket i en periode, hvor inflationen er steget 2 pct. Det har fået iagttagere – herunder bankekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet – til at kalde udviklingen for et tegn på, at konkurrencen på bankmarkedet stortrives.
De faldende bankgebyrer har senest fået erhvervsordfører Pernille Vermund (LA) til at spørge Morten Bødskov, om han er enig i, at de faldende gebyrer er udtryk for en god konkurrence.
Morten Bødskov erkender, at bankgebyrerne er faldet. Men det sker efter »en lang og stort set ubrudt periode, hvor bankgebyrerne er steget væsentligt mere end den generelle prisstigning,« lyder det fra erhvervsministeren.
»Samtidig skal udviklingen i gebyrerne ses i sammenhæng med, at pengeinstitutternes nettorenteindtægter også er steget i samme periode. Samlet set har bankerne aktuelt en høj indtjening og store overskud,« fastslår Morten Bødskov i et svar til Pernille Vermund og Folketingets Erhvervsudvalg.
Af samme grund fastholder han overvejelser om nye tiltag for at puste mere liv i konkurrencen blandt bankerne.
»På den baggrund mener jeg ikke, at man kan konkludere, at der er god konkurrence på området. Derfor er jeg aktuelt ved at se på, hvordan vi kan styrke konkurrencen og forbrugervilkår på bankmarkedet,« udtaler Morten Bødskov, der den 25. februar var i samråd om netop konkurrencen blandt bankerne.
Gebyrkrigen fik for nylig bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark, til at slå på tromme for, at bankernes gebyrsatser fra 2020 til 2024 er steget mindre end de samlede forbrugerpriser.
»Selv om bankerne også er blevet påvirket af de højere priser og lønninger gennem de senere års økonomiske udfordringer, har de stadig kunnet holde stigningerne på gebyrsatserne på et relativt begrænset niveau. I 2024 faldt bankernes gebyrsatser, mens de fleste andre forbrugerpriser stadig steg,« lød det fra Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark.
Det fremgår ikke af den seneste melding, hvilke præcise overvejelser Morten Bødskov gør sig for at komme forbrugerne til hjælp i gebyr- og renteslagsmålet med bankerne.
Tal fra Finanstilsynet viser, at landets pengeinstitutter kom ud af 1. halvår 2024 med samlede gebyr- og provisionsindtægter på 17,8 mia. kr. Det er godt 8 pct. mere end i samme periode i 2023.