Fortsæt til indhold
Erhverv

Du skal selv gøre det: Sådan undgår du pensionsfælden i årsopgørelsen

I 2024 skiftede rekordmange danskere job, og de skal være ekstra opmærksomme på ikke at falde i en pensionsfælde. Det samme skal de, som fylder op via private pensioner.

Overraskende mange danskere falder i en pensionsfælde, der kan medføre dobbeltskat. Det kan undgås, men man skal selv reagere.

Ifølge de seneste tal fra Skattestyrelsen indbetalte 28.500 borgere i 2023 mere til ratepension, end de kunne få fradrag for. I alt indbetalte disse borgere 239 mio. kr. for meget. Det svarer til ca. 8.400 kr. pr borger.

Især de, der har flere aktive pensioner, bør reagere, fastslår Sampensions chefrådgiver Helle Dalsgaard. De skal åbne årsopgørelsen og finde afsnittet om pensionsindbetalinger.

»Man kan se, hvad man har indbetalt. Alle banker og pensionsselskaber indberetter, hvor meget der er indbetalt. Hvis der er indbetalt mere end beløbsgrænserne på ratepension eller aldersopsparing, bliver man beskattet,« siger Helle Dalsgaard.

I 2024 skiftede rekordmange danskere job, og de skal være ekstra opmærksomme. Det samme skal de, som fylder op via private pensioner.

Og skal der reguleres i fradraget for pensionsindbetalinger, er det altid de private pensioner, der rammes først.

»Det største problem er jo egentlig, når du skifter arbejdsgiver, så kan det være du får et nyt pensionsselskab. Hvis du betaler op til fradragsgrænsen på en ratepension både på den gamle og den nye pension, mister du fradraget på den ene,« siger Helle Dalsgaard.

Pensionsselskaber kan sagtens rette det, understreger hun.

Pensionsselskaberne kan ikke se, om en kunde har pensioner i et andet selskab. På den baggrund opfordrer chefrådgiveren alle til at kontakte deres aktuelle pensionsselskab for at undgå en ærgerlig ekstraskat.

»Vi kan ikke vide, om kunderne har flere. Men vi ser det også som en opgave for rådgiverne at spørge ind til det,« siger Helle Dalsgaard.

Skatteproblematikken kan beskrives sådan:

I 2024 kunne man indbetale op til 63.100 kr. på en ratepension med fuldt fradrag. Indbetalinger over denne grænse var der ikke fradrag for. Og da der samtidig skal betales skat af udbetalingen, bliver pengene altså beskattet to gange. Men løbet er ikke kørt.

»Har man indbetalt for meget på ratepensionen i 2024, vil det stadig være muligt at sikre sig, at indbetalingerne ikke beskattes flere gange. Men det kræver altså, at man er opmærksom, når årsopgørelsen lander,« siger Helle Dalsgaard.

Har man betalt for meget, kan man, hvis man opdager det, få pengene tilbage eller overført til en livsvarig pensionsordning.

Da Skattestyrelsen for første gang sidste år via årsopgørelsen gav besked til de skatteydere, der havde indbetalt for meget til ratepension, ændrede 27 pct. efterfølgende deres indbetalinger.

Kun 10 pct. året gjorde det året før. Ifølge styrelsen betød det, at 3.800 personer i 2024 fik udbetalt et overskydende beløb på 52 mio. kr., og 6.900 personer fik overført et overskydende beløb på 103 mio. kr. til livsvarige ordninger.

I 2025 kan man indbetale op til 65.500 kr. på en ratepension med fuldt fradrag.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.