Eksperter advarer: Biocircs milliongaver kan være ulovlige
Biocirc lover både gratis fjernvarme og fonde med hundredvis af millioner af kroner til flere kommuner, mens biogaskoncernen forsøger at få lov til at opføre store energiparker. Det kan være ulovligt, vurderer en professor.
Det er langtfra uproblematisk. Faktisk kan det være i direkte strid med lovgivningen.
Sådan lyder den klare vurdering fra flere eksperter, hvad angår de milliongaver, som den fremadstormende biogasvirksomhed Biocirc har stillet en række kommuner i udsigt i forbindelse med virksomhedens planer om at etablere flere store energiparker i naturskønne omgivelser. Planer, der kræver kommunernes godkendelse.
Biocirc har købt otte biogasanlæg primært i Jylland og arbejder på at få lov til at etablere grønne energiparker i blandt andet Viborg, Skive og Vesthimmerland.
Planerne er bakket op med løfter om arbejdspladser, gratis fjernvarme og fonde med hundredvis af millioner af kroner, som lokalpolitikerne kan bruge til f.eks. at bygge skoler, plejehjem eller idrætsanlæg.
Samtidig har virksomheden tegnet lokale sponsorater på bl.a. en travbane og flere håndboldklubber.
Men løfterne om trecifrede millionbeløb skudt ind i fonde, som kommunerne må bruge løs af, hvis de giver lov til, at Biocirc må rykke ind, kan være i strid med loven.
Det vurderer en af landets førende forvaltningsretseksperter Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret og viceinstitutleder på Aalborg Universitet.
Han har gennemgået en række dokumenter fra Viborg Kommune, som Finans har fået aktindsigt i, og hans konklusion er klar:
»Det tegner ikke godt for kommunen,« siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
I Viborg Kommune har Biocirc bl.a. søgt om tilladelse til at opføre en stor energipark ved Tjele med opsætning af bl.a. vindmøller og solceller. Borgmester Ulrik Wilbek (V) har udtalt sig begejstret om planerne, der skal give kommunen en ny og væsentligt grønnere profil.
Biocirc vil desuden etablere en fond med 200-300 mio. kr., som byrådet ifølge oplægget kan bruge til at bygge sportshaller, anlægge parker eller lignende.
Viborg Kommune er stadig i gang med at sagsbehandle Biocircs ansøgning og oplyser til Finans, at godkendelsen formentlig først kan blive givet senere på året.
I mellemtiden har virksomheden fulgt op ved at blive hovedsponsor for Viborgs kvindelige håndboldhold, som Ulrik Wilbek tidligere har været træner for.
Derudover har Biocirc tegnet et navnesponsorat på håndboldkvindernes hjemmebane i Viborg, så hallen i dag hedder Biocirc Arena.
De to sponsorater blev annonceret i foråret 2023, og Biocircs direktør, Bertel Maigaard, udtalte i en pressemeddelelse, at det var »vigtigt« for Biocirc, at »der er en naturlig forankring i nærområdet«.
»Vi ønsker at skabe arbejdspladser og ligeledes give tilbage til kommunen. I forbindelse med projektet vil en større del af overskuddet blive anvendt til bl.a. kommunale rekreative initiativer som sportshaller eller andre socialt bæredygtige formål. Vi er derfor også stolte over, at vi i partnerskabet med Viborg HK forventer et flerårigt samarbejde med rigtig god mulighed for at skabe endnu bedre forankring i byen«, sagde han.
Det samme er sket i Skive, hvor der nu både er en travbane og en håndboldhal med navnet Biocirc Arena.
Men ifølge Sten Bønsing er det »meget risikofyldt med den konstruktion med en fond og sponsorater til sportsklubber«.
»Kommunen skal vurdere energianlægget alene ud fra de lovlige kriterier, der gælder på området, og det indeholder selvfølgelig ikke inddragelse af hensyn til sport og støtte til lokalsamfund. Men hvis kommunen så gør det, så er der i princippet ikke noget til hinder for, at virksomheden støtter sport og lokalsamfund. Men de to ting må ikke blandes. Og det bliver de jo her,« siger han.
Ifølge Sten Bønsing kan etablering af en fond betragtes som en gave, og det giver »et usagligt grundlag for godkendelse af energianlæg«.
»Sagen er jo, at de to ting ikke må blandes sammen. Det gør de jo sådan set, når man ser på processen. Det er svært at se, at det her ikke er ”noget for noget”: Hvis I godkender vores ansøgning, så støtter vi sporten og lokalsamfundet. Og det vil være ulovligt,« siger han.
Allerede da Biocirc i foråret 2022 sendte sin første præsentation af projektet til Viborg Kommune, nævnte virksomheden på første side af præsentationen, at den havde planer om at etablere en milliontung fond, der kan støtte kommunen med »en større andel af profitten« fra energiprojektet.
»Formålet med fonden er at opføre større anlægsaktiver f.eks. sportshaller, parker osv., som overdrages til Viborg Kommune,« skrev Biocirc, som også fremhævede fonden under punktet: Hvorfor skal Viborg vælge Biocirc som partner?
»Formålet for fonden er at opføre større anlægsaktiver, f.eks. sportshaller, parker osv., som overdrages til Viborg Kommune,« lyder det desuden i en ansøgning i forbindelse med en miljøkonsekvensvurdering af projektet.
I det materiale, som først klima- og miljøudvalget og senere byrådet i Viborg Kommune fik udleveret, da Biocircs indledende ansøgning skulle behandles politisk i juni 2022, blev fonden også nævnt.
»En del af overskuddet fra selskabet overføres til fonden, hvis formål vil være at opføre større anlægsaktiver, f.eks. sportshaller, parker osv., som overdrages til Viborg Kommune, og som gør det attraktivt at være borger og virksomhed i Viborg Kommune,« lød det.
Forvaltningen beskrev, at »bestyrelsen for fonden tænkes valgt af det til enhver tid siddende byråd i Viborg Kommune« og anbefalede politikerne at godkende indstillingen om, at forvaltningen »arbejder videre med og prioriterer en kommende ansøgning« fra Biocirc.
Ifølge Sten Bønsing er det »meget, meget svært« for Viborg Kommune »at tale sig ud af, at man har sammenblandet interesserne«.
»Man kan forestille sig, at kommunen vil slå ud med armene og sige, at selvfølgelig inddrager vi kun de saglige og lovlige kriterier. Men problemet er, at det er helt åbenlyst, at man kører to dagsordener samtidigt. Dels er der en dagsorden om energiprojektet, dels er der en dagsorden om, at virksomheden skal støtte lokalsamfundet på forskellige ledder,« siger han.
De to dagsordener må ikke blandes sammen, lyder det.
»Men det gør man helt åbenlyst, og det er endda med i det materiale, der ligger i indstillinger til byrådet og i udvalgsbehandlinger. Og det er ikke lovligt. Man må ikke blande de to ting sammen, og det virker jo ret oplagt, at man gør det her,« vurderer Sten Bønsing.
Han tilføjer:
»Sådan som det er forløbet, tror jeg, at det vil blive vurderet, at det er en usaglig sammenblanding af kriterier.«
Kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole DMJX Roger Buch peger på et andet problem – nemlig at politikerne bliver forblændet af de penge, der følger med, når de skal behandle ansøgninger om nye vedvarende projekter.
»Kerneproblemet er, at mange kommuner er økonomisk pressede, og selv hvis de ikke er, så kan de altid bruge flere penge på alt muligt godt, og derfor bliver det utroligt svært at sige nej,« siger han.
»Hvis de skal vælge mellem forskellige projekter, så er spørgsmålet, om man får de bedste løsninger, eller om man får de løsninger, som har bundet flest penge i halen,« siger Roger Buch.
»Det står enhver frit for at støtte lokalsamfund på alle mulige måder, men man skal heller ikke være naiv om, hvad det drejer sig om: at man har et konkret projekt, man gerne vil have gennemført. Det er jo ikke noget, man gør for lokalsamfundenes blå øjnes skyld. Man gør det, fordi man kan se en fordel i det,« siger kommunalforskeren.
Han tilføjer, at det i en sådan situation er meget vigtigt, at embedsværket holder fast i sin saglighed, faglighed og professionalisme.
»Selv hvis de kan mærke, at det er et projekt, som politikerne er blevet voldsomt forelsket i,« siger han.
Borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek lægger i dag afstand til fondskonstruktionen over for Finans. Han peger på, at den for det første slet ikke er etableret endnu. For det andet har den ingen betydning haft for byrådets beslutning om at arbejde videre med Biocirc. Og for det tredje vil kommunen slet ikke have noget med fonden at gøre.
»De må gerne lave en almennyttig fond, som folk så kan søge midler fra. Det er det, det handler om. Men jeg kan bare sige helt sikkert, at der kommer ikke til at sidde nogen politikere fra Viborg Kommune i den fond, for vi har som udgangspunkt ikke noget med den fond at gøre,« siger Wilbek.
Han siger, at det afgørende for ham var, at Biocirc spillede ind med et energiprojekt, hvor forskellige teknologier var bundet sammen.
»Jeg syntes, det var genialt, og vi fik et oplæg fra Bertel Maigaard, som vi var stærkt begejstrede for. Vi gik i samarbejde om det her, fordi vi skal have noget grøn omstilling i Viborg,« siger han.
»Så er det fint for de lokale, at der kommer nogle fondspenge, som man kan søge. Det er bare ikke det, der gør, at vi siger ja til det,« siger Ulrik Wilbek, der også mener, at fondspengene slet ikke skal anvendes til kommunale anlægsbyggerier.
»For mig har det helt afgørende været, at vi fik grøn omstilling, der giver mening. Så er der nogle, der mener, at der skulle gå fondspenge til sportshaller og alt muligt, men det har aldrig nogensinde været et tema. Vi forventer, at de skal gå til mere grøn omstilling og mere forskning, hvis der kommer sådan en grøn fond,« siger han.
Biocircs adm. direktør, Bertel Maigaard, har ingen kommentarer.