»Det er virkelig en gråzone med mange nuancer af grå«: På særligt et område vil dansk milliardvirksomhed hellere træde varsomt end at træde ved siden af
De seneste par år er flere store virksomheder kommet i modvind, når det kommer til at love guld og lidt for grønne skove i klimaets navn. Hos vinduesgiganten Velux vil man hellere træde forsigtigt end at træde ved siden af og havne i møgsager om greenwashing. Men det er en gråzone, hvor grænsen hele tiden flytter sig, forklarer ekspert.
Overfladiske reklamekampagner, der kaster om sig med flotte ord som “bæredygtige”, “miljørigtige” og “naturlige”, dog uden at have det mindste hold i virkeligheden.
Udokumenterede påstande, overdrivelser eller reel vildledning med det formål for øje at fremstå mere grønne, end virksomheden reelt er.
Selvopfundne miljømærker og tomme løfter, der brydes eller bare slettes, enten fordi de var for vidtløftige eller for urealistiske til at holde vand til at begynde med.
Greenwashing er mange ting, og fordi det kan ske både ubevidst og med fuld overlæg, er også svært at gennemskue som forbruger – men hvis du også synes, der bliver talt mere om det end for blot et par år siden, er du ikke helt galt afmarcheret.