Fortsæt til indhold
Erhverv

Historien gentager sig: TDC-ejere hælder topchef ad brættet

Til nytår er britiske Jon James fortid som topchef i TDC-ejede Nuuday, der med mere end 3 mio. mobilkunder fra bl.a. Yousee og Telmore er Danmarks suverænt største teleudbyder.

Fra nytår er britiske Jon James fortid i TDC-ejede Nuuday, der er Danmarks største teleudbyder med selskaber i stald som Yousee, Hiper, Eesy, Relatel og Telmore.

Meddelelsen om afskeden med den britiske Nuuday-topchef kommer ud af det blå, og på trods af at bestyrelsesformand i Nuuday Mike Parton roser Jon James til skyerne.

»Vi ansatte Jon for at igangsætte og skabe radikale forandringer i Nuuday. Det har han gjort med stor succes – uanset om det måles i kundetilfredshed, innovationshastighed, teknologiforandring eller finansielle resultater,« fastslår Mike Parton i en meddelelse.

Men samtidig slår Mike Parton, der varetager interesser for TDC-ejere som bl.a. ATP og PFA samt PKA, fast, at det hele tiden har ligget i ejernes plan, at Jon James levede på lånt tid.

»Vi har altid vidst, at en anden CEO (adm. direktør, red.) skal føre Nuuday ind i den næste fase, og det rette tidspunkt for både Jon og Nuuday er, når dette kalenderår slutter,« udtaler Mike Parton uden at gå i detaljer med, hvad næste fase indebærer.

Med den bratte udskiftning gentager historien sig.

Da Jon James blev udnævnt i sommeren 2021 som afløser for daværende Nuuday-topchef Michael Moyell Juul, skete skiftet også som et lyn fra en klar himmel.

Modsat forgængeren har Jon James imidlertid formået at stoppe den kundeblødning i bl.a. mobilforretningen, som i flere år plagede Nuuday. Men samtidig lagde den karismatiske topchef ikke fingrene imellem, når han satte ord på den opgave, han stod overfor.

»Da jeg ankom, stod det hurtigt klart for mig, at vi havde at gøre med en virksomhed, som ikke håndterede sine kunder ordentligt. Af samme grund havde vi mistet en masse kunder,« fortalte Jon James i august 2022 i et interview med Finans.

Christian Thrane tiltræder som adm. direktør i Nuuday den 1. januar 2025. Foto: PR/Nuuday

Allerede dengang lagde Jon James ikke skjul på, at risikoen for, at han en dag vågnede op til et farvel og tak-brev, hører med til jobbet som topchef.

Det fremgik klart af svaret på et spørgsmål om, hvor længe han forventede at holde som topchef.

»Jeg agter i hvert fald at få arbejdet gjort: at gøre Nuuday til et selskab, som giver kunderne værdi for alle pengene, leverer en god service og innovative løsninger. Der er Nuuday ikke nu, men vi er godt på vej. Og hvornår når vi så i mål? Det tror jeg, at vi ved, når vi kommer dertil. Det vigtigste nu er, at folk kan se, at vi bevæger os hastigt i den rigtige retning, at vi er ambitiøse, og at vi har travlt,« lød det Jon James.

Med udgangen af 2024 har Jon James siddet 42 måneder. Hans forgænger fik 19 måneder i Nuuday-chefstolen.

Hvor længe hans afløser, Christian Thrane, holder, kan kun tiden vise.

Christian Thrane hentes til Nuuday efter 15 år i udlandet, hvor han bl.a. har arbejdet med digitale transformationer af BT Group, Telenor og IBM, oplyser Nuuday.

Han er p.t. ansat som marketingdirektør i britiske BT Consumer, og det er et cv, der gør, at Mike Parton ikke tøver med at udråbe Christian Thrane til »den helt rette til at drive den næste fase af Nuudays transformation«.

Jon James, der kom til Nuuday med erfaring fra bl.a. Tele2 Holland og Virgin Media, fortsætter i telekæmpen frem til årsskiftet, hvorefter planen er sammen med familien at vende tilbage til Storbritannien.

Artiklens emner
TDC