I tre uger har vi jagtet svar fra ministeren på et afgørende spørgsmål. Uden held

250.000 hektar danske marker skal omlægges til skov. Det blev regeringen, Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening enige om inden sommerferien i den såkaldte grønne trepartsaftale.

Men landmændene, der skal lægge jord til, forstår ikke, hvordan regeringen vil betale for det. Det har Jyllands-Posten gennem de seneste tre uger forsøgt at få den ansvarlige minister til at forklare.

Aftalen fik i august sin egen minister, Jeppe Bruus (S), der står i spidsen for Ministeriet for Grøn Trepart.

Ham rakte Jyllands-Posten ud til den 20. september, da vi havde talt med en række eksperter med indsigt i land- og skovbrugets økonomi, som havde svært ved at forstå, hvordan et tilskud på 75.500 kr. per hektar skulle få en landmand til at rejse skov på almindelig dansk landbrugsjord, der er knap 200.000 kr. værd i gennemsnit.

Det meste af tilskuddet ville nemlig gå til at etablere skoven, og landmanden vil derefter stå tilbage med en skov, der er markant mindre værd end den landbrugsjord, han havde før manøvren.

Hvad fik ministeren til at tro, at tilskuddet ville være tilstrækkeligt? Var man klar til at hæve støtten, der allerede er den største enkeltudgift i aftalen? Eller overvejede man via skærpet miljøregulering at presse landmændene økonomisk til at takke ja?

Ministeren svarede ikke på de konkrete spørgsmål, men oplyste i et skriftligt svar, at tilskuddet byggede på anbefalinger fra Ekspertgruppen for en grøn skattereform.

Regnede på noget andet

Men hov: Ekspertgruppen havde regnet på noget andet end det, man havde aftalt i trepartsaftalen. Ekspertgruppen havde regnet på, hvad der skulle til for at få landmænd til at rejse skov på de absolut dårligste landbrugsarealer i Danmark. Men i trepartsaftalen ville man i stedet have skove langs de danske fjorde – herunder i Østdanmark, hvor jorden er langt dyrere end den sandede jord i Vestjylland.

Det ønskede ministeren ikke at forholde sig til og henviste blot til det tidligere svar. Han afviste desuden at stille op til interview med Jyllands-Posten.

Om eftermiddagen den 30. september, hvor Jyllands-Posten havde historien på forsiden, dukkede Jeppe Bruus dog op i et interview på DR. Her løftede han måske sløret for, hvordan regeringen ser regnestykket gå op.

»Hvis man har noget jord, der f.eks. udleder for meget kvælstof ned i en fjord, så bliver der begrænsning på, hvad man kan dyrke på den jord i fremtiden. Så der er et vindue her – nogle muligheder – for at træde ind i nogle ordninger, hvor man omlægger fra produktion til noget andet. Det kan f.eks. være at plante skov,« lød det fra Jeppe Bruus.

Så måske forventer regeringen, at landmændene tager imod et tilbud, som ikke isoleret set giver økonomisk mening, fordi de frygter, at reguleringen gør deres jord langt mindre værd i fremtiden?

Det er ikke småpenge, som det handler om. 250.000 hektar almindelig dansk landbrugsjord er knap 50 mia. kr. værd i dag, men i hele træskolængder kun det halve værd som skov.

Landmænd kræver flere penge

Regeringen skal dog ikke regne med, at landmændene frivilligt vil gå med til at rejse skov med tab, lød det den efterfølgende lørdag fra formanden for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard.

»Hvis landmændene frivilligt skal medvirke til det, er det klart, at det forudsætter nogle højere støttebeløb, fordi jorden i størstedelen af landet har en højere værdi. Det forventer jeg, at regeringen tager højde for finansielt, når støtteordningerne skal skrues sammen,« lød det fra landmændenes formand, der også understregede, at det ville være i strid med »ånden i aftalen«, hvis man pressede landmænd til at acceptere et værditab.

Det bringer os frem til denne uge. For er Jeppe Bruus enig med landbruget i, at staten skal erstatte værditabet? Og hvordan hænger aftalen så sammen økonomisk?

Jyllands-Posten har igen forsøgt at få en forklaring, og tidligere på ugen lovede Jeppe Bruus gennem sin presseafdeling at stille op til interview torsdag. Det er dog blevet udskudt til et ukendt tidspunkt i fremtiden.

Det har heller ikke været muligt at få svar på spørgsmålene på skrift inden deadline.