Fire er tiltalt i sag om hvidvask for omkring to milliarder
En tidligere advokat og tre andre personer er tiltalt i omfangsrig hvidvasksag, kaldet "Operation Atlas".
Der er blevet rejst tiltale mod fire personer i en sag om hvidvask for omkring to milliarder kroner.
Det skriver erhvervsmediet Finans, der har fået aktindsigt i sagens anklageskrift, torsdag.
Ifølge mediet er der tale om to mænd - hvoraf den ene er tidligere advokat - og to kvinder.
Sagen kaldes af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) for ”Operation Atlas”.
Den tidligere advokat, der er en 63-årig mand, er tiltalt for hvidvask af over 1,9 milliarder kroner. De øvrige personer er tiltalt for hvidvask i varierende grader, lyder det i en pressemeddelelse fra NSK.
Den anden mand - en 66-årig svensk statsborger - skal have hvidvasket for 802 millioner kroner.
De to kvinder - en på 41 år og en 39-årig tysk statsborger - skal have hvidvasket for henholdsvis 1,9 milliarder og 367 millioner kroner.
Ifølge NSK skal den tidligere advokat som direktør i fem danske selskaber have hvidvasket pengene for flere selskaber gennem konti i banker både i ind- og udland.
Hvidvask af penge er et forsøg på at skjule, at pengene stammer fra kriminalitet.
Til trods for at der først nu er blevet rejst tiltale, har efterforskningen af sagen og selve retssagen været flere år undervejs.
I slutningen af juni sidste år blev fire personer - to mænd og to kvinder - fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor den ene mand blev sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for cirka 560 millioner kroner.
Her kom det også frem, at de alle fire nægter sig skyldige.
Siden da er sigtelserne blevet udvidet ad flere omgange og er nu landet på en tiltale på omkring to milliarder.
I august oplyste NSK, at der er blevet sat 56 retsdage af til at behandle sagen, der er berammet til at begynde den 20. januar 2025, mens sidste retsdag er den 6. marts 2026.