Energiminister vil svindel af elkunder til livs: »Vi kommer med en pakke meget snart«
Forbrugerombudsmanden drukner i klager fra sure elkunder. Nu skal det være slut med ufine og svindelagtige elselskaber, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Det skal være slut med plattenslagere og lykkeriddere, der gemt bag et elselskab forsøger at snyde og bedrage almindelige elkunder.
Det er meldingen fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), som går efter snart at kunne fremsætte en buket af stramninger.