Fortsæt til indhold
Erhverv

Han skiftede comedy ud med investering: »Jeg investerer på samme måde, som jeg rister mit brød«

Simon Kold startede som 20-årig med at studere teologi og optræde med stand-up comedy, men de seneste år har han gjort karriere i Novo Holdings og drevet sin egen investeringsfond. Nu har han skrevet en bog, som har høstet ros fra verdenskendte investorer.

Forfattere til investeringsbøger er der efterhånden en del af derude. Få af dem har sandsynligvis både komiker og investor stående på CV’et - men det har Simon Kold, der startede sin karriere på comedy-scenen, og de seneste år har haft en prominent rolle i Danmarks største pengetank.

Nu har Simon Kold, der i dag driver sin egen investeringsfond, skrevet en bog, som kombinerer sofistikerede virksomhedsanalyser med en sund dosis humor - og har høstet rosende ord fra verdenskendte investorer.

»Jeg har længe haft et mål om at skrive en investeringsbog, men jeg har sideløbende haft en lille drøm om at skrive en roman. På en eller anden bizar måde, så er det endt med at fusionere i den nye bog,« nævner han.

On the Hunt for Great Companies, som bogen er døbt, er ifølge Simon Kold nok den eneste med referencer til Pulp Fiction, Bibelen, Ringenes Herre, Winston Churchill og Jean-Claude Van Dammes ”helikopter-spark”.

Men det må vi vende tilbage til.

Først bør vi runde Simon Kolds mærkværdige fortid.

For da Simon Kold for mere end 15 år siden læste teologi på Københavns Universitet, optrådte han med comedy og var med i Comedy Fight Club, der blev sendt på TV2 Zulu, og en landsdækkende tourné med komiker-kollegerne Simon Talbot og Torben Chris. Men senere skiftede han spor.

Dybe eksistentielle spørgsmål og mørke comedy-klubber blev erstattet af analyser og kontorlokaler, da Simon Kold endte med at tage en kandidat i Finansiering og Regnskab fra CBS. Uddannelsen mundede ud i et job hos Novo Holdings, som forvalter hele Novo Nordisk Fondens formue.

Herfra blev han i 2018 sendt i mesterlære i tre uger hos den i dag afdøde Lou Simpson, der var en af investeringsoraklet Warren Buffetts nærmeste officerer. Han forvaltede investeringsporteføljen i Berkshire Hathaway-datterselskabet Geico og var længe anset som Buffetts mulige efterfølger.

»Når jeg fortæller det til andre investorer, kan de næsten ikke tro det. Jeg er vildt taknemmelig for det og lærte ekstremt meget,« siger Simon Kold.

I efteråret 2023 sagde Simon Kold sit job i Novo Holdings op for at gå solo og etablere Kold Investments, som forvalter en investeringsfond, der har været i luften siden i sommer. Fondens metode er en del af det, der omtales i On the Hunt for Great Companies, og dens investeringer er koncentreret i 8-14 virksomheder valgt ud fra dybdegående analyser.

Han har en langsigtet investeringshorisont, hvor investeringscases ventes at udfolde sig over en 6-8-årig periode og udmønte sig i det, som han kalder for »Destinationen«.

»Jeg investerer på samme måde, som jeg rister mit brød. Når jeg beslutter at riste et stykke brød, er det udelukkende ud fra en overbevisning om, at jeg vil få et stykke varmt brød, når brødristeren har kørt. Jeg er ligeglad med, hvordan brødet bliver varmt – om det er blevet gradvist varmere eller bare flamberet til allersidst. Det eneste, der har betydning for min beslutning om at riste brødet eller ej, er min grad af overbevisning om, at jeg vil få et stykke varmt brød,« siger han

Med andre ord bør man ikke være bekymret for investeringsprocessen, og om den er stabil eller dramatisk. Man skal i stedet have blikket stift rettet mod det ønskede resultat og være overbevist om, at det kommer.

Her kommer On the Hunt for Great Companies ind i billedet.

For hvis man ifølge Simon Kold laver sit hjemmearbejde ordentligt, øger man også sandsynligheden for at få et solidt afkast på lang sigt.

Bogen slår et slag for, at man vurderer en virksomheds kvalitet på samme måde som en videnskabsmand - baseret på fakta og efterprøvelse.

Problemet er bare, at investeringsverdenen ifølge Simon Kold består af en masse overbetalte »dowsers«. Mennesker eller »kvistgængere«, som leder efter vand med pilekviste og investerer ud fra »selvbekræftende anekdotisk evidens«.

Men man bør være en sporhund, som vurderer kvalitet ud fra empiri.

»Bogen forsøger at være en træningsmanual for investeringssporhunde. Helt konkret en manual med henhold til spørgsmålet om virksomheders kvalitet og holdbarhed,« betoner han i introduktionen til sin bog.

On the Hunt for Great Companies indeholder en opskrift til, hvordan man finder og evaluerer kvaliteten af en virksomhed med i alt 18 ingredienser, der tager udgangspunkt i først virksomhedernes beslutningstagere og kultur, dernæst arketyper af konkurrencemæssige fordele og til sidst en stribe karakteristika, som fastslår, om de er mere eller mindre værdifulde.

Simon Kold vil ikke røbe, hvilke virksomheder han selv har investeret i.

Forhåbningen er, at On the Hunt for Great Companies får en bredere appel end oprindeligt tænkt, og den ikke bare vil blive læst af investorer, som vil dykke ned i virksomheders kvalitet, men også virksomhedsejere.

»Lige umiddelbart henvender bogen sig nok ikke til Hr. og Fru Jensen, men nærmere den avancerede investor. På den anden side ender den med at benytte komiske virkemidler, så den bliver forhåbentlig også får en bredere læsegruppe - også folk uden for investeringsverdenen.«

Stjerneinvestoren Guy Spier, adm. direktør i Novo Holdings, Kasim Kutay, og tidligere bestyrelsesformand i investeringsmastodonten T. Rowe Price, Brian Rogers, har anbefalet Simon Kolds nye bog.

Forlaget Wiley fra USA købte i starten af året rettighederne til at udgive bogen, der udkommer verden over den 29. oktober.

»Jeg har af og til følt, at jeg havde spildt nogle af årene i mine tidligere 20’ere på en idealistisk blindgyde med teologi og komik. Men sådan har jeg det ikke i dag, da det har vist sig, at det var muligt at kombinere de to evner med min investeringserfaring. Så det er en kæmpe tilfredsstillelse.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.