Fortsæt til indhold
Erhverv

Topchefens hovedpine: Mangel på talent får alarmerne til at ringe på ledelsesgangen

6 af 10 virksomheder kæmper med at finde medarbejdere, viser ny undersøgelse.

De må sige nej til ordrer og droppe nye kunder.

Danske topledere sukker efter talenter, der kan innovere og producere, men render alt for ofte ind i mangel på arbejdskraft.

Det fortæller blandt andre Mette Kaagaard, topchef i Microsoft Danmark, der som leverandør møder mange danske virksomheder og kan se, hvordan manglen på talenter bremser dem.

»Bare inden for it kunne vi se, at hver tredje virksomhed sidste år måtte opgive at ansætte,« siger Mette Kaagaard.

En ny analyse fra Lederne med svar fra flere end 1.000 af fagorganisationens medlemmer på det private arbejdsmarked viser, at 6 af 10 har oplevet rekrutteringsvanskeligheder det seneste halve år.

Og samme andel – 6 af 10 – forudser, at det fortsat vil være vanskeligt at rekruttere det kommende halvår.

»Mangel på kvalificerede medarbejdere er en af de største udfordringer, som ledere på de fleste arbejdspladser oplever,« siger Mette Hørdum Larsen, der er cheføkonom hos Lederne. Konkret betyder det, at mange virksomheder må takke nej til ordrer,« forklarer hun, fordi de »simpelthen ikke kan finde nok hænder og hoveder«.

Det kan have konsekvenser for hele samfundet, mener cheføkonomen. Hun frygter, at den grønne omstilling er i fare for at gå i stå.

»Der er jo mange af de samfundsudfordringer, som kræver, at vi har nok medarbejdere med de kompetencer, det kræver. Ellers kommer vi jo ikke i mål med dem,« siger cheføkonomen.

Novonesis, der producerer enzymer, proteiner og mikroorganismer til bl.a. fødevareindustrien, tæller mere end 10.000 ansatte, og her skal der løbende ansættes for at leve op til de vækstforventninger, virksomheden har, forklarer topchef Ester Baiget.

»Jeg er meget enig i, at der er en udfordring i forhold til talentmangel særligt i STEM-fagene. Det er en skarp konkurrence for os, fordi det er nødvendigt for os, at vi får de bedste. Derfor skal vi også være et vinderfirma med en kultur, som man vil være en del af,« siger Ester Baiget.

I et relativt mættet jobmarked, hvor mange oplever, at de kan vælge og vrage mellem jobbene, ser man også i Topdanmark et konstant behov for både at tiltrække, men også fastholde de talenter, man allerede har i virksomheden.

»Jeg tror, at de fleste ledere vil se det som et ret stort ansvar. Det er det, der er med til at sikre, at vi også kan forblive konkurrencedygtige, når der kommer nye teknologier og nye situationer i forhold til konkurrenceforhold og lovgivning,« siger topchef Peter Hermann.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening ser man manglen på arbejdskraft som en massiv udfordring for danske virksomheder.

»Vi går i sidste ende glip af velfærd og velstand, fordi virksomhederne producerer færre varer og serviceydelser, end de gerne vil,« siger Jacob Holbraad, DA’s adm. direktør.

Gennem en ny Epinion-analyse blandt mere end 2.000 repræsentativt udvalgte danskere fastslår DA, at mange danskere i deres dagligdag oplever manglen på medarbejdere ude i virksomhederne.

F.eks. svarer omkring 30 pct., at de har måttet vente på håndværker- og serviceydelser på grund af medarbejdermangel. Og 18 pct. svarer, at de har oplevet problemer med lang leveringstid på de produkter og varer, som de ønsker.

Hvis virksomheder ikke grundlæggende har adgang til arbejdskraft, risikerer man, at de flytter produktionen ud af landet, mener Jacob Holbraad, DA’s adm. direktør,

»Hvis man gerne vil udvide sin produktion, så flytter man hen, hvor der er arbejdskraft,« siger han.

Mette Hørdum Larsen er cheføkonom hos Lederne. Foto: PR.

Hos Lederne bemærker Mette Hørdum Larsen, at meget af fremdriften i beskæftigelsen er drevet af internationale medarbejdere.

Mette Kaagaard kan heller ikke til Microsoft finde, hvad hun skal bruge i Danmark.

»Vi har de samme udfordringer som mange andre. Og jo mere specialiseret talent du skal bruge, jo sværere. Det betyder, at vi ofte søger udenlands, og alene her i København har vi mere end 50 nationaliteter ansat,« siger Mette Kaagaard.

Undersøgelser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der hører under Beskæftigelsesministeriet, har vist, at hver 10. rekrutteringsforsøg ender med, at stillingen ikke bliver besat. Det svarer til godt 35.000 rekrutteringsforsøg uden ansættelse.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.