Fortsæt til indhold
Erhverv

Flere vindmøller, solceller, elbiler og varmepumper gemmer på en overset regning

Den grønne omstilling skruer markant op for regningen for at drive og udbygge elnettet, viser nye planer fra landets 36 lokale elnetselskaber.

Der er dækket op til nye milliardregninger til landets 3,3 mio. elkunder. Det er budskabet fra lobbyorganisationen Green Power Denmark, tidligere Dansk Energi, som er talerør for landets 36 elnetselskaber.

Elnetselskaberne skal sikre, at virksomheder og almindelige elkunder altid har strøm i stikkontakten. Den opgave har i årevis kostet godt 2 mia. kr. om året, oplyser Green Power Denmark, og de penge betales direkte af elkunderne over elregningen i form af en såkaldt nettarif.

Men fremover vil den grønne omstilling af Danmarks energiforbrug puste gevaldigt til elnetselskabernes årlige udgifter.