Fortsæt til indhold
Erhverv

Eksperter advarer: Det italienske hagl-mareridt kommer igen

Sidste sommer så hundredvis af danskere deres bil blive smadret af kæmpe hagl i Italien. Den slags voldsomt vejr bliver der meget mere af, spår eksperter. Det skal forsikringsbranchen berede sig på.

For et år siden blev danske forsikringsselskaber og autohjælpsselskaber ringet ned at hundredvis af danskerne, der havde set deres bil blive smadret af enorme hagl under deres sommerferie i Italien.

Haglene på størrelse med tennisbolde slog store buler i bilerne, og skaderne endte med at slå enorme buler i forsikringsselskabernes regnskaber.

Men vi og forsikringsbranchen skal vænne os til de såkaldte ”severe convective storms”, SCS, eller kraftige byger, der kan rumme de ødelæggende hagl.

Det varsler analysehuset Sigma, der er en del af et af verdens største forsikringskoncerner, Swiss Re.

»Særlige begivenheder sidste år som serien af kraftige byger i Italien i juli satte en ny rekord i form af det største omfang af forsikrede tab nogensinde oplevet i en region. De signalerer, at det måske er på tide at opdatere tabspotentialet,« skriver Sigma-analytikerne bl.a.

Ifølge DMI er der typisk i de såkaldte kraftige konvektive bygeskyer nogle kraftige op- og nedadgående vinde, som kan skabe hagl. Jo mere energi, fugt og op- og nedadgående vinde, des større kan haglene blive, og torden vil også blive mere udbredt/hyppig.

Ifølge SOS International blev i alt 981 nordiske biler ødelagt ved haglstormen den 24-25. juli sidste år. 250 biler blev nødrepareret på stedet og kunne selv køre hjem, mens 731 biler skulle transporteres hjem, og det samme skulle de familier, der mistede deres transportmiddel.

Det kostede mange forsikringsselskaber dyrt.

»Niveauet for vejrrelaterede erstatningskrav var 217 mio. kr. over det i modellerne normale niveau på 300 mio. kr. Det var et resultat af et meget begivenhedsrigt år med adskillige storme og skybrud, kraftige nedbørsmængder gennem året og en haglbegivenhed i Italien i løbet af sommeren,« skrev Topdanmark i sin årsrapport.

Også Tryg nævnte i sit årsregnskab haglstormen som en årsag til et relativt stort tab på vejrrelaterede skader.

Den type af vejrkatastrofer eller begivenheder vil ikke være ekstraordinære i fremtiden, konkluderer analysehuset Karen Clark & Company i en rapport. Dets speciale er katastrofemodeller.

»Fordi (forsikrings)industrien i årevis har undervurderet tabene på de hyppige risici, især SCS’er, opfatter mange (gen)forsikringsselskaber det som om der er en betydeligt stigende tendens,« konkluderer Karen Claik & Company over for fagmediet Reinsurance News.

Mens den aktive 2023 SCS-sæson førte til forsikrede tab, der var højere end gennemsnittet, var disse tab ikke ekstreme, ifølge analysehusets datamodel.

For Italien blev uvejret ikke mindst pga. haglskader den dyreste vejrkatastrofe i landet nogensinde. I det lys slap de danske selskaber billigt.

I Danmark er det nationale værst tænkelige scenarie »en nordeuropæisk vinterstorm,« som den orkan, der ramte landet i december 1999. Og som ikke har gentaget sig siden.

Men fordi genforsikringsbranchen er en global branchen, vil også de danske selskaber blive ramt, hvis prisen på genforsikring stiger pga. katastrofer andre steder.

Genforsikringsselskaber er der, hvor forsikringsselskaberne forsikrer sig. Og når genforsikringerne bliver dyrere, triller regningen videre ned til forsikringsselskaberne og evt. videre ned til forbrugerne, hvis ikke forsikringsselskabet selv tager regningen i form af et lavere overskud.

Finans har forsøgt at spørge en række danske forsikringsselskaber, hvordan de oplever priserne for genforsikring - enten de direkte priser for dækning, eller de vilkår de bliver mødt med. For det kan godt være, at prisen for en forsikring er uændret, men til gengæld kan genforsikringsselskabet f.eks. diktere, at kunden tager en større del af risikoen selv.

Men ingen af de danske selskaber har kunnet kommentere det.

Analytikerne i Sigma har opgjort de samlede forsikringstab på naturkatastrofer til 108 mia. dollars i 2023, altså omkring 743 mia. kr. Det er fire år i træk, at dette samlede tab overstiger 100 mia. dollars. Sigma spår, at det vil vokse med 5-7 pct. om året på lang sigt. Og analysehuset vurderer, at ekstremt vejr vil udgøre en stadig større del af det.

»Vi forventer, at bidraget fra ekstremt vejr og andre begivenheder vil stige. Ved at fremskrive den langsigtede trend skønner vi, at de forsikrede tab, vi ser i dag, vil fordobles over 10 år,« skriver Sigma i analysen.

Særligt haglstormene som dem i Italien er dyre, fordi de er så ødelæggende. Ikke kun på biler, men også ældre hustage og solcellepaneler, nævner de.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.