Pandora-stifter hiver igen millioner ind
I 2022 tabte Pandora-stifter og milliardær Winnie Liljeborg millioner. Men nu er der igen sorte tal på en af Danmarks rigeste erhvervskvinders bundlinje.
Selv om Winnie Liljeborg tabte et trecifret millionbeløb i 2022, tog Pandora-stifterens titel som milliardær og en af landets rigeste erhvervskvinder ikke skade.
Og i det seneste regnskabsår har hun blot polstret formuen endnu mere.
Det viser et netop aflagt regnskab fra Liljeborg Gruppen – moderselskabet for Winnie Liljeborgs investeringer.
Her fremgår det, at koncernen, der har Winnie Liljeborg som eneejer, har hevet et millionoverskud hjem.
I alt har koncernen tjent knap 172 mio. kr. før skat. Et overskud, der ifølge regnskabet primært er drevet af finansielle indtægter.
Og ifølge Liljeborg Gruppens ledelse er årets resultat »i det væsentlige i overensstemmelse med det forventede«.
Af regnskabet fremgår det samtidig at Winnie Liljeborg har købt materielle anlægsaktiver for godt 93 mio. kr., mens der er købt værdipapirer og kapitalandele for 67 mio. kr.
I alt kommer Pandora-stifteren ud af 2023 med en egenkapital på lige knap 4,3 mia. kr. – 23 mio. kr. mere end i 2022.
Formuen tæller ifølge regnskabet grunde og bygninger for en værdi af 253 mio. kr.
Liljeborg Gruppen investerer bredt i forskellige start-ups, værdipapirer og ejendomme. Samtidig donerer koncernen gennem Liljeborgfonden store pengebeløb til velgørende formål, der kommer udsatte børn, unge og mødre til gode.
I løbet af 2023 er der ifølge ledelsens beretning også blevet arbejdet på at »bidrage positivt til den kulturelle udvikling af Roskilde«.
Det fremgår samtidig, at koncernen forventer et resultat før skat på cirka 200 mio. kr. i 2024.